Juhuu siger både kommune og erhverv i Favrskov. Frakørselsmulighederne fra E45 ved Aarhus Nord-krydset skal forbedres inden for to år. Arkivfoto Michael Wulff

Juhuu siger både kommune og erhverv i Favrskov. Frakørselsmulighederne fra E45 ved Aarhus Nord-krydset skal forbedres inden for to år. Arkivfoto Michael Wulff

Erhverv og kommune tilfredse med at E-45 afkørsel forbedres

Bedre afkørselsmuligheder ved Aarhus Nord-krydset på E45 giver glad borgmester og formand for Favrskov Erhvervsråd

Der er stor tilfredshed i Favrskov Kommune med transportministerens udmelding fra 29. januar om at forbedre frakørselsmulighederne fra E45 ved Aarhus Nord-krydset.

Borgmesteren og formanden for Favrskov Erhvervsråd er enige om, at udsigten til at gøre det lettere for bilisterne at komme af E45 i det nordgående spor ved Aarhus Nord-krydset vil blive taget meget positivt imod af de mange pendlere, der kommer sydfra og arbejder i Søften og Hinnerup.

Mindre trængsel i vente

Ifølge Vejdirektoratet giver udvidelsen 50 procent mindre trængsel om morgenen og 25 procent mindre om eftermiddagen.

Derudover giver udbygningen en mere rolig afvikling af den nordgående trafik. Det er gode nyheder for borgmester i Favrskov, Nils Borring (A).

“Forbedrede muligheder for at komme af E45 ved Aarhus Nord-krydset i det nordgående spor er et skridt i den rigtige retning. Det gør det nemmere for ind-pendlere til vores virksomheder i den østlige del af kommunen, og samtidig hjælper det til at nedbringe den stadig stigende trængsel på E45,” siger Nils Borring i en pressemeddelse.

Formanden for Favrskov Erhvervsråd og administrerende direktør for DCC A/S, Kent Jeppesen, er også godt tilfreds med udvidelsen.

“Mange af medarbejderne i vores virksomheder i Søften-Hinnerup-området oplever dagligt udfordringer på grund af de unødvendigt lange ventetider på E45. Alle forbedringer af trafikafviklingen på E45 har derfor en positiv betydning for vores muligheder for at rekruttere kvalificerede medarbejdere, og i sidste ende bidrager mindre ventetid på E45 også til medarbejdernes arbejdsglæde. Samtidig vil det komme vores kunder og samarbejdspartnere til gode, og det er godt for vores virksomheder,” siger Kent Jeppesen.

Vejdirektoratet skønner, at udvidelsen kan gennemføres inden for en tidsramme på cirka to år.

Publiceret 01 February 2018 11:00