En stor del af Hadsten Centret omdannes inden sommerferien 2018 til Sundhedshuset Hadsten. Køberne er Lars Persson, Hadsten Apotek, kiropraktorene Pia og Anders Tromholt, samt fysioterapeut Karsten Høgh. Foto: Kian Johansen

En stor del af Hadsten Centret omdannes inden sommerferien 2018 til Sundhedshuset Hadsten. Køberne er Lars Persson, Hadsten Apotek, kiropraktorene Pia og Anders Tromholt, samt fysioterapeut Karsten Høgh. Foto: Kian Johansen

Opkøb:

Hadsten Centret bliver til sundhedshus

Det meste af Hadsten Centret er opkøbt af tre sundheds-aktører, der vil omdanne det til sundhedshus.

Efter mere end et halvt års forhandlinger har Lars Persson, Hadsten Apotek, kiropraktorene Pia og Anders Tromholt, samt fysioterapeut Karsten Høgh købt store dele af Hadsten Centret af udlejningsfirmaet KS Østergade A/S.

Et kvalificeret gæt på købsprisen ligger på under 20 millioner kroner, men den præcise sum ønsker de nye ejere ikke at oplyse.

Sundhedshuset Hadsten

Nu vil de tre virksomheder etablere et sundhedshus, kaldet Sundhedshuset Hadsten.

De er netop gået i gang med at lede efter andre sundheds-aktører, såsom lægehuse, tandlæger og massører.

“Vi har en vision om at etablere et sundhedshus, hvor vi kan udnytte hiandens kompetencer, få tværfaglighed og arbejde sammen, ikke konkurrere,” mener Karsten Høgh, der flytter Fysio-shop.dk og de fem ansatte, plus det løse fra Toftegårdsvej, gerne inden sommerferien, samtidig som kiropraktorene Pia og Anders Tromholt flytter fra Vesselbjergvej og ned i sundhedshuset.

LÆS OGSÅ: Investorkreds har kig på Hadsten Centret

Hadsten Centret bliver snart til Sundhedshuset Hadsten. Men de eksisterende lejere forbliver hvor de er. Foto: Kian Johansen

Hadsten Centret bliver snart til Sundhedshuset Hadsten. Men de eksisterende lejere forbliver hvor de er. Foto: Kian Johansen

Det sker før sommerferien

Hvilke lokaler det bliver i, er ikke planlagt endnu, men planen er, at der skal renoveres og indrettes før sommerferien.

“Det afhænger også af hvilke andre lejere der vil være med, og hvis vi hurtigt får nogle aftaler i hus, så får vi alle sammen indflydelse på, hvordan sundhedscentret skal se ud,” forklarer både Lars Persson og Karsten Høgh.

“Jeg underviser i andre sundhedshuse omkring i landet og jeg kan se den dynamik, synergi og faglighed, det skaber. Derfor har jeg ledt efter en sådan mulighed i to et halvt års tid. Og Hadsten Centret er mit ønskescenarie,” afslører Karsten Høgh.

Lav nu den midtbyplan

“Vi har blandt andet købt store dele af Hadsten Centret, fordi vi gerne vil skabe dynamik og liv i Hadsten. Men det bidrag må meget gerne blive en del af noget større. Vi håber at politikerne snart får lavet en plan for Hadsten by, og at der følger penge med. Vi vil gøre vores for, at skabe live i Hadsten Centret, og der håber vi på hjælp fra både borgerne, kunderne og Favrskov Kommune,” siger Lars Persson.

LÆS OGSÅ: Hadsten Centret: Jagt på investorer 

Lejemål forbliver

De lokaler der førhen husede Menu, samt John Frandsens lejemål og boghandlerens lejemål er stadig ejet af Actus Ejendomme.

Resten af centeret er nu ejet enten af apoteker Lars Persson eller det nyoprettede selskab ved navn Hadsten Sundhedscenter A/S. Ejerskabet af lejlighederne øverst i centret er der ikke ændret ved.

De eksisterende lejemål, såsom Nærpolitiet, Modelbane Europa, frisør og fødevarebutikken fortsætter uændret, mens kommunen før har meldt ud, at man vil opsige lejemålene på førstesalen, der blandt andet huser CVA, når tilbygningen af administrationen på Vesselbjergvej er udbygget, sandsynligvis i 2019.

Publiceret 21 February 2018 15:45