Sall kan blandt andet prale af den lokale festival FestiSall. Arkivfoto

Sall kan blandt andet prale af den lokale festival FestiSall. Arkivfoto

Sall kan blive årets landsby

Regionsrådet uddeler Landsbyprisen 2018

Af
Af Hanne Bliksted

Når Regionsrådet i Region Midtjylland tirsdag 20. marts vælger årets landsby, så er Sall favorit til Landsbyprisen 2018.

Prisen gives for evnen til at skabe positiv udvikling - og ikke mindst for at vise en vej frem og væk fra den afvikling, der præger mange landdistrikter.

Og da Sall har både festival, friskole, friplejehjem samt flere private virksomheder som Oles Gård, gårdbutikken Viktualia og Sall Whisky Destillery må man sige, at byens 230 borgere hører til den aktive slags. Med prisen følger 150.000 kr.

Borgmester Nils Borring (S) glæder sig over indstillingen.

“Sall har i mange år vist en stærk vilje til at ville det lokale. Borgerne har et stort iværksættergen, som slår igennem i flere private virksomheder og i de fælles projekter, som byens borgere gennem flere år har stablet på benene. Sall viser, at det nytter at få gode ideer og stå sammen om at realisere dem. Det kan vi være meget stolte af og lade os inspirere af i fremtidens landsbyudvikling,” siger Nils Borring.

Formanden for Landsbyrådet i Favrskov Hanne Smedegaard (V) glæder sig også over den gode nyhed.

“Anerkendelsen til Sall fra Region Midtjylland kommer på et tidspunkt, hvor Favrskov Landsbyråd har arbejdet koncentreret med at fortælle den gode historie om landsbylivet – blandt andet gennem arrangementet Oplev Landsbyen i september 2017. At Sall er favorit til Landsbyprisen 2018 vidner om, at Favrskovs landsbyer har noget særligt at byde på - også i et regionalt perspektiv,” siger Hanne Smedegaard.

Publiceret 16 March 2018 13:00