Tirsdag 14. august åbner Hammels nye slagterforretning og indehaver Bo Drachmann glæder sig. Foto: Kian Johansen

Tirsdag 14. august åbner Hammels nye slagterforretning og indehaver Bo Drachmann glæder sig. Foto: Kian Johansen

Opstart:

Slagter Drachmann klar til Hammel

Tirsdag åbner ny slagterforretning i Hammel med slagteren fra Hammel som bestyrer

Af
Kian Johansen

Hammel Ordene er få, men velovervejede fra slagtermester Bo Drachmann, da han fortæller om den nye slagterforretning, der åbner på Østergade i Hammel på tirsdag med grill og pølser ude foran.

Slagtermesteren fra Allingåbro har nu to butikker, eget slagteri og pølsemageri og 24 ansatte, når slagterforretningen i Hammel åbner tirsdag.

De fem ansatte skal være i Hammel.

Slagteren fra Hammel

Mads Frank Andersen, med tilnavnet 'Slagteren fra Hammel', kendt fra TV3's Masterchef og på et tidspunkt køkkenchef i Wavins kantine, er bestyrer og kører forretningen sammen med to delikatesseassistenter, en slagter-elev og en pige til at hjælpe om eftermiddagen.

"Min mestersvend og jeg vil også løbende være her og hjælpe til, så mit koncept bliver ført ud i livet," forklarer Bo Drachmann, der ikke afviser, at der på sigt kan komme flere lignende forretninger.

Sortimentet byder på alt fra udskåret kød til sandwiches, hjemmelavede pølser, pålægs-kagemand, og på kød fra to slags grise, den ene er Drachmanns eget koncept, Djursgrisen, uden penicillin og antibiotika.

Publiceret 11 August 2018 11:00