Driftleder for brand hos Falck, Bjarne Jørgensen, holdt korpsets officielle nytårstale samt den helt lokale opdatering fra Falck i Hammel og Hinnerup. Fotos: Michael Wulff

Driftleder for brand hos Falck, Bjarne Jørgensen, holdt korpsets officielle nytårstale samt den helt lokale opdatering fra Falck i Hammel og Hinnerup. Fotos: Michael Wulff

FOTOS: Falcks nytårsparole afholdt på årets sidste dag i Hammel

Falcks deltidsbrandfolk fra Hammel og Hinnerup mødtes på årets sidste dag.

Af
Michael Wulff

HAMMEL/HINNERUP Der blev ønsket godt nytår, udvekslet anekdoter og hørt taler, da et lille halvt hundrede deltidsbrandfolk, ambulancereddere og ledere traditionen tro mødtes til morgenmad på årets sidste dag hos Falck på Ny Tilemannsvej i Hammel.

Driftleder Bjarne Jørgensen, Falck, overbragte koncernens nytårshilsen, inden han fortalte om, hvordan det var gået for Falck i Hinnerup og Hammel i 2018.

Færre udrykninger

Hornene har lydt færre gange i det forgange år. Udrykninger med brand- og redningskøretøjer er - især for station Hinnerup - faldet markant. Det skyldes, at uheld på motorvej E45 nu bliver betjent af naboerne i Aarhus, Østjyllands Brandvæsen.

Inden nytårsaften satte ind, havde Hinnerup haft 36 udkald mod 54 i 2017.

Deltidsbrandfolkene i Hinnerup har i årets løb ydet assistance ved en større brand på forbrændingen i Lisbjerg og har hjulpet kollegerne i Hadsten med slukning af to gårdbrande. Til gengæld kom flere brandvæsener til undsætning nær Søften, da en stor markbrand i sommerens tørke truede flere gårde og det nye boligområde i Søften.

Alvorlige ulykker

I Hammel havde brandbilerne inden nytårsaften kørt 55 ture, en mindre end året før.

Hammels deltidsbrandfolk har i 2018 haft to meget alvorlige brande, begge med dødelig udgang. En ved Haurum og en midt i Houlbjerg, hvor der indbrændte en person hvert sted.

Et alvorligt færdselsuheld ved Farre syd for Hammel 1. juledag trak også på brandfolkenes erfaring, da en person omkom i ulykken og skulle hjælpes fri.

Brandbilerne måtte en tur til Hadstens område for at assistere med slukningen ved en større brand, der omfattede en gastank nær Lyngå.

Stolt beredskabsdirektør

Beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl, Beredskab & Sikkerhed, sagde i sin tale, at han var stolt over at være i spidsen for de dygtige brandfolk, som handler professionelt hver gang de rykker ud.

Om blot få dage kan han se endnu en festlig sammenkomst, når den splinternye brandstation i Hadsten indvies. Det sker officielt lørdag 12. januar 2019.

Publiceret 01 January 2019 10:30