Fotos:

Nytårskur med mulighed for tømmermænd i 2020

Favrskov Erhvervsråd er sikret i 2019, nu skal der findes ny form og rolle efter at regionale væksthuse fjernes

Af
Kian Johansen

Favrskov Der har stort set aldrig været så mange virksomhedsledere til Favrskov Erhvervsråds nytårskur som denne onsdag i januar. i Sløjfen i Hadsten.

Og de har aldrig virket så selvsikre, mens indholdet i de boblende champagneglas og petits fours blev nydt til et vældigt underholdende foredrag: ''Når Z-generationen rammer virksomhederne' af Henrik B. Sørensen, fra Aarhus Business School og derefter de yndefulde sangtoner fra Isse Sandorf Jacobsen, tidligere vinder af DanskPOP Talent 2017-18

Ny erhvervschef

De over 130 fremmødte erhvervsfolk, kommunale embedsfolk, byrådspolitikere og få foreningsfolk kunne møde den nye erhvervschef, Anders Hermansen, der netop er tiltrådt og samtidig fik de præsenteret den nye - og usikre fremtid for deres erhvervsråd.

Favrskov Kommune har lovet fortsat støtte Erhvervsrådets arbejde med lidt over 1,2 millioner kroner i 2019. Men nu skal den nye rolle til Erhvervsrådet findes, efter at de regionale væksthuse er nedlagt og der kun skal være statslig og kommunal erhvervsservice. Det betyder at den nye rolle ikke er klarlagt endnu.

"Vi har en god dialog med politikerne i Favrskov, så jeg er sikker på, at vi nok skal finde en god løsning," sagde formand Kent Jeppesen, mens Anders Hermansen supplerede.

"Vi skal koncentrere os om at yde en god erhvervsservice til vores medlemmer, for det er dem vi skal hjælpe. Vi kommer til at kigge på, hvad det så indebærer, men vi skal nok finde gode løsninger."

Fragtskib uden skrog

Det svarer stort set til, at den nye erhvervsschef skal føre et fragtskib frem i havn med en last (erhvervsservicen). Men skibets skrog skal bygges undervejs og der skal hejses master, før der kan føres sejl.

Ikke desto mindre virkede erhvervschefen og hans formand fortrøstningsfulde.

"De kommende måneder inden budgetforhandlingerne (byrådets, red.) skal vise, hvor vi skal henad, men vi satser på en del af vores nuværende tilbud og efteruddannelser til medlemmer," forklarer Kent Jeppesen, der undervejs i nytårskuren måtte hæve mikrofonen og mane rygter om hans afsked til jorden.

"Jeg er på valg til generalforsamlingen i marts, og hvis jeg bliver genvalgt, fortsætter jeg naturligvis," lød det.

Publiceret 24 January 2019 11:15