Radioamatør, gymnasielærer, journalist og cand. mag. er blandt titlerne for Peter Ravn, Hadsten, der fylder 70 år.

Radioamatør, gymnasielærer, journalist og cand. mag. er blandt titlerne for Peter Ravn, Hadsten, der fylder 70 år.

Radioamatøren med masterne i Hadsten

Peter Ravn fylder 70. forfatteren, journalisten og radioamatøren har været med som valgobservatør i Østeuropa

Navne Peter Ravn med kaldesignalet OZ8CTH er cand. mag, forfatter, journalist og radioamatør.

Han fylder 70 år 11. marts.

Nærmer man sig hans hus i Hadsten, er man ikke i tvivl om, at her bor en radioamatør. Store master på taget og antenner mellem træerne pryder hus og have. Daglig taler han med venner over hele verden, ikke via Facebook, men gennem gammeldags kortbølgeradio. Med opkaldet OZ8CTH lydende i æteren svares der fra nær og fjern.

Peter Ravn fra Hadsten er i dag aktiv på mange områder, ikke mindst som formand for Skanderborg Radioamatør klub.

Det lyder som noget fra en svunden tid, men ikke desto mindre er der mange mennesker over hele landet og verden, som hver uge samles om kortbølgeradioen. Her arbejdes med tekniske problemer, men også om radioens historiske betydning.

Folk fra mange grene af hverdagen; chefer for B&O, radiomekanikere, som ingen mere har brug for, og ganske almindelige folk med interesse for det tekniske og radioens historie mødes. Der laves opkald til Skælskør, men som regel er det mere interessant med et kald til Japan eller Jamaica.

Fra litteratur til Østeuropa

Peter Ravn startede som litteraturanmelder ved Århus Stiftstidende, men hurtigt kastede han sig over reportager fra Østeuropa, og blev herigennem en flittig skribent i alle landets aviser. Hans interesse og store kendskab til dette område stammer fra et ophold som dansk lektor i Warszawa i 1978 og 1979. Det blev gennem årene før murens fald til besøg, interviews og reportager fra stor set hvert eneste østeuropæiske land. Artiklerne var altid velskrevne og farverige, ofte med en lidt ironisk og sarkastisk vinkel.

Da muren faldt, var det da også naturligt, at han formidlede sin store viden og mange indtryk om området i bogform; en bog der i dag stadig står stærkt og giver en god baggrundsforståelse for det nye Europa. Måske var han forud for sin tid; mange af hans antagelser og forventninger om gryende nationalisme, der byggede på et grundigt og langvarigt kendskab til disse lande, er først i de senere år kommet til syne.

Valgobservatør

Peter Ravn har lagt pennen væk, men ikke mistet interessen for landene i Øst- og Centraleuropa. Som valgobservatør i Freds- og Stabiliseringsberedskabet (FSB) har han overvåget valg i de nye demokratier overalt i Østeuropa, det tidlige Sovjetunionen og på Balkan.

Publiceret 01 March 2019 08:00