TV:

Valgmøde bragte vælgere og politikere tættere sammen

Speeddating gav god dialog før traditionelt valgmøde på Frijsenborg Efterskole

Af
Kian Johansen

FV19 11 politikere og 150 fremmødte gjorde kulissen intens og ret så dialogbaseret på Frijsenborg Efterskole mandag aften.

Frijsenborg Efterskole, Dansk Folkeparti i Favrskov og Lokalavisen Favrskov havde arrangeret et valgmøde, hvor efterskolens elever og de godt 50 'voksne' vælgere, der valgte at dukke op til valgmødet i den grad kom tæt på politikerne.

'Shoppe'-holdninger

For før det traditionelle valgmøde havde publikum vandret rundt til folketingskandidaterne fra Favrskov, der efter en kort præsentation havde spredt sig ud i efterskolens gymnastiksal. Derefter kunne man 'shoppe' mellem politikerne og spørge til deres holdninger.

"Det lyder meget innovativt og meget godt. Det er en god måde at gøre det på," lød det fra Magnus Fredgaard på 16 år.

"Det er fedt at høre folks egne meninger og høre meninger man ikke er enig i. Jeg gik hen til Kristendemokraterne, som jeg ikke er så enig i. Det overraskede mig lidt, at det ikke var så kristent, men meget om familien," lød det det fra Astrid Nielsen på 16 år.

Fremtidens valgmøde?

Også flere af folketingskandidaterne var begejstrede for måden at føre valgmøde på.

"Jeg syntes det fungerede godt. Jeg fik en masse input," lød det fra Charlotte Green (K), mens Radikale Venstres, Bassam El-Daoud syntes det havde været en fantastisk måde at møde vælgerne på. "Jeg fik hørt nogle holdninger, som jeg måske ikke lige var blevet præsenteret for," det var godt lød det.

Også den nyvalgte formand for Dansk Folkeparti - Favrskov Lokalforening, Mercedes Czank, hvis bestyrelse havde været en stor del af forberedelses-teamet sammen med Frijsenborg Efterskole, var glad for valgmødet, på trods af de få udefrakommende vælgere.

"Det her skal da helt klart være en fremtidig skabelon for andre valgmøder," lød det.

Cannabis og klima

På det traditionelle valgmøde kom der gode debatter og holdninger frem, da der blev spurgt om alt fra, om man skal tillade cannabis, social dumping, befolkningstilvækst, klimaflygtninge og om man igen skulle give tilskud til flygtninge på efterskoler. Som et af de sidste spørgsmål blev politikerne bedt om at forholde sig til, hvordan de så deres rolle blandt 178 andre folketingsmedlemmer, hvis de blev valgt ind.

Kandidaterne:

    Socialdemokratiet, MF, Daniel Toft Jakobsen.

    Radikale Venstre, Bassam El-Daoud.

    Konservative, Charlotte Green.

    Nye Borgerlige, Ulrik Hermann.

    Socialistisk Folkeparti, Niels Callesøe.

    Liberal Alliance, Iben Høiaas Jeppesen.

    Kristendemokraterne, Sven-Erik Jørgensen.

    Dansk Folkeparti, Michael Nedersøe

    Venstre, Anders G. Christensen.

    Enhedslisten, Peder Meyhoff.

    Alternativet, Rasmus Foged.

Publiceret 09 April 2019 11:59