Jens Ansø er kniv-designer for ét tysk og to italienske firmaer Nu sender Ansø of Denmark selv en eksklusiv køkkenkniv-serie på markedet. Pressefoto.

Jens Ansø er kniv-designer for ét tysk og to italienske firmaer Nu sender Ansø of Denmark selv en eksklusiv køkkenkniv-serie på markedet. Pressefoto.

Eksklusive knive designes og produceres i Farre

Den industrielle designer Jens Ansø, der har base i Farre med sit firma Ansø of Denmark, har succes verden over. Nu vil han ind på det danske marked

Af
Anette Bonde

design Jens Ansø står bag virksomheden Ansø of Denmark, og begge navne klinger velkendt blandt knivkendere og knivsamlere i hele verden. Han anslår, at 80 procent af hans knive sælges i USA, resten sælges rundt i hele verden, specielt i Østen og i Europa.

Nu har Jens Ansø med en ny serie eksklusive køkkenknive banet vejen for et fremstød på egen hjemmebane, nemlig Danmark.

Messer i Milano og Paris

Firmaet Ansø of Denmark, der har adresse i Farre, er kendt for knive, der ligger et par prisklasser højere, end de fleste er vant til. Det er knive, hvor de billigste koster 4000 kroner, og hvis man vil, kan man også købe en kniv til 60.000.

Hvor stort et mærke det er, blev illustreret, da Jens Ansø og hans hustru Karina i 2013 var på forretningsrejse på Hawai, hvor de i øvrigt også blev viet. Her mødte de én i morgenmadsrestauranten, der kom og bad om at blive fotograferet sammen med Jens, fortæller en smilende Karina Baglioni Ansø.

Ved knivmesser i Milano og Paris kommer der gæster udelukkende for at kigge på Ansø-knive, og Ansø of Denmark udstiller også i New York, Atlanta, Las Vegas med mere.

"Jeg tænker knive 24-7. Det er både en passion og en beskæftigelse - der er mange andre og nemmere måder at tjene penge på," konstaterer Jens Ansø med et glimt i øjet.

For feinschmeckere

Hidtil har Jens Ansø designet foldeknive for feinschmeckere. Nu lancerer han en ny serie køkkenknive, der prismæssigt også er for det eksklusive køkken. Prisen bliver på knap fem tusind kroner, og han satser med dem på at få en tilstedeværelse på det danske marked.

"Jeg elsker dansk design, og som industriel designer er jeg flasket op med at skabe dansk design. Ude i verden er jeg kendt for min enkle og rene stil, og det har altid være en drøm for mig, at mine knive kunne blive solgt på hjemmebane."

Den nye knivserie lanceres 23. august på hjemadressen i Farre, og borgmester Nils Borring, erhvervsfolk, bestyrelse, forretningspartnere, venner og familie er inviteret.

Yderligere tre modeller er på bedding. Det er en Santoku-kniv, en urtekniv og en all round-kniv. Selve knivene er ifølge Jens Ansø en fusion af dansk æstetik, dansk træ og japansk præcision. Knivklingerne bliver smedet af 33 lag stål på en lille familiedrevet fabrik i Japan, mens resten af kniven håndlaves i Danmark.

Målgruppen er både professionelle kokke og passionerede hjemmekokke, der værdsætter godt håndværk og smukt dansk design.

Karina er blevet ansat

At der er blevet tid og ressourcer til at bevæge sig ind på en ny bane, skyldes for en stor del, at Karina Baglioni Ansø nu kan lægge alle sine kræfter i virksomheden. For et halvt år siden opsagde hun sit job som folkeskolelærer og tager sig nu fuldtids af administration og kommunikation.

I virksomheden er der yderligere to ansatte, der begge arbejder på værkstedet.

Publiceret 22 August 2019 06:00