Sådan tænkes det at se ud, når de 38 rækkehuse står færdigbyggede på Præstegårdsvej i Søften. Pressefoto

Sådan tænkes det at se ud, når de 38 rækkehuse står færdigbyggede på Præstegårdsvej i Søften. Pressefoto

Rækkehuse til seniorer og familier på vej i Søften

De 38 huse opføres i syv klynger i både et og to plan på Præstegårdsvej

byggeri I de kommende år skyder 38 nye rækkehuse op i Søften. Det ligger fast, efter Favrskov Kommune har solgt en storparcel på Præstegårdsvej i Søften til Brdr. Thybo Ejendomsudvikling.

De 38 rækkehuse opføres i syv klynger, hvilket giver plads til grønne fællesarealer mellem klyngerne. Klyngerne opføres i både et og to plan og henvender sig til både børnefamilier og seniorer. Boligerne bliver på 100-110 kvadratmeter.

Borgmester Nils Borring glæder sig over udsigten til et spændende byggeri, der kan rumme alle generationer.

"Jeg synes, at Brdr. Thybo Ejendomsudvikling har tegnet et projekt, som appellerer til mange forskellige mennesker. Der bliver gode muligheder for at dyrke fællesskaber på de grønne arealer mellem husene, og her er både børn og voksne tænkt ind. Jeg er sikker på, at de nye rækkehuse bliver et aktiv for Søften og Favrskov," siger Nils Borring i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.

Ganske nær det nye projekt færdiggjorde Brdr. Thybo Ejendomsudvikling i 2016 rækkehusene i Elgårdsmindeparken i Søften. Direktør Rasmus Kjær fortæller, at kendskabet til byen også bruges i det nye projekt.

Første hus forventes klar i sommeren 2020.

jesl

Publiceret 01 September 2019 04:00