Kirkeklumme:

Måleri til overmål

Af
Jane Vig Fanø,

sognepræst i Søften-Foldby

klumme For nogen tid siden faldt jeg over en artikel i et dameblad, med overskriften 'Er det smart at måle alting?'.

Det gjorde mig nysgerrig, og da underoverskriften lød "Vi tæller skridt og kalorier som aldrig før - og kigger på telefonen for at se, hvor meget vi har kigget på telefonen i dag. Vi undersøger, hvad der er godt og skidt ved, at vi har fået mulighed for hele tiden at måle os selv og vores adfærd", var jeg naturligvis nødt til at læse hele artiklen, for alene den sætning kaldte til eftertanke.

Det er ikke bare skridt og kalorier, vi tæller. Det fortæller artiklen også. Vi måler vores søvnmønstre, vores spisevaner, vores motionsvaner, vores stressniveau, puls, om vi har haft tid til at meditere, haft 'jeg-tid' og utrolig meget andet. Alt sammen i et forsøg på, ifølge artiklen, "at leve et optimeret liv, hvor vi gennem tilpasninger prøver at få det bedre her og nu, men også på længere sigt. Det er en idé om, at vi kan hjælpe os selv til et bedre liv, hvis vi er mere bevidste om vores handlinger".

Jeg tror egentlig, at der kan være meget godt at hente i registreringsfænomenet. Det kan måske være med til at synliggøre områder, som kunne kræve vores fokus og indsats, ligesom det kan være en stor motivationsfaktor, når man skal fastholde en positiv forandring.

Men jeg tror også, at der er nogle faldgruber ved at leve sit liv på den måde, og jeg tror, det er disse, vi skal være mest opmærksomme på, sådan som vores kultur ser ud i dag.

Først og fremmest fordi registreringen nemt kan blive endnu en måde og endnu en ting, vi kan slå os selv i hovedet med, når vi fejler: Når vi ikke nåede op på 10.000 skridt. Når vi igen er kommet til at spise for meget. Når vi kom til at prioritere fællesskab og hygge over otte timers søvn. Når regler bliver vigtigere end relationer til andre mennesker, fordi det allervigtigste er blevet, hvilket tal der står på skærmen.

Når vi hver dag fejler, fordi vi ikke kan leve op til vores egne selvbestaltede krav, ja, så bliver det at måle, et problem.

For det andet, fordi der bare er nogle ting, som vi ikke kan måle. Hvor mange skridt vi har gået, og hvor mange kalorier vi har indtaget, behøver ikke sige noget om vores generelle velvære. Hvor mange timer vi har sovet, fortæller ikke nødvendigvis, hvor udhvilede vi er. Og intet af det fortæller os noget om, hvordan vi er som mennesker.

For det tredje kan måleriet give problemer i vores gudsforhold, for hvis vi tror, at vi kan styre og kontrollere vores liv på egen hånd, bliver der ikke meget plads til Gud.

Hvis vi tror, vi kan spise eller motionere os fra alskens ulykker, så kommer vi nemt til at gøre os selv til guder i vores eget liv - med alt hvad det medfører af ansvar og byrder, som vi lægger på os selv.

Jeg indrømmer blankt, at jeg også måler skridt og bevægelser, og at jeg også helst vil op på de 10.000 skridt hver dag. Men jeg forsøger også at give slip - og give plads til mennesker og til Gud. For begge dele fylder livet ud på en helt anden måde end skærme, tal og kurver nogen siden vil kunne gøre.

Først når vi slipper noget af alt det ansvar, vi har givet os selv, bliver vi frie og får mulighed for at binde os i kærlighed til hinanden i stedet for at være bundne til skærmen.

Publiceret 22 September 2019 10:00