Kødbakker kan nu også afleveres til genbrug, da affald nu går til et sorteringsanlæg, der kan håndtere det, oplyser Favrskov Forsyning. Pressefoto

Kødbakker kan nu også afleveres til genbrug, da affald nu går til et sorteringsanlæg, der kan håndtere det, oplyser Favrskov Forsyning. Pressefoto

Nu må sort plast lægges i genbrugsbeholderen

miljø Siden Favrskov Forsyning i 2013 indførte husstandsindsamling af papir og pap og emballager af plast, metal og glas, har det ikke været tilladt at lægge kødbakker, urtepotter og andre sorte plastemballager i den todelte genbrugsbeholder. Det laver forsyningen om på nu.

"Sorteringsanlæggene som vi sender glas-, metal- og plastaffaldet til, har haft udfordringer med at adskille sort plast fra resten af affaldet. Det betød, at det gik tabt i genanvendelsesprocessen. Det anlæg vi afleverer til i dag, kan godt håndtere det sorte plastaffald. Det er meget positivt, da meget sort plast ikke blev genanvendt," siger projekt- og udviklingschef i Lone Bejder i en pressemeddelelse fra Favrskov Forsyning.

Af hygiejnisk hensyn til de personer, der står med manuel sortering på sorteringsanlægget, skal emballagerne dog skylles af, inden de lægges i genbrugsbeholderen.

"Det behøver ikke være pinligt rent, bare det er skyllet af," siger Lone Bejder.

Plastemballage kan også afleveres på genbrugspladsen, hvis der ikke er plads i genbrugsbeholderen.

jesl

Publiceret 26 September 2019 09:00