"Vi er ikke rige, vi gør det fordi vi kan, og måske kan vi sende vores håb videre" lyder det fra Sara Eldrup fra Hinnerup. Hun inviterer alle der har lyst til at deltage, til juleaften i Hinnerup Sognegård. Foto: Kian Johansen

Giver lidt tilbage:

Sara holder juleaften for andre

Sara Eldrup og familien vil holde jul for alle andre i sognegården i Hinnerup. Fordi hun kan og fordi hun vil give noget tilbage, som tak.

Af
Kian Johansen

Hinnerup Juleaften 2018 sad Sara Eldrup og familien i sofaen på Storegade i Hinnerup, efter at gaverne var blevet uddelt.

En tom fornemmelse sneg sig ind i stuen.

"Vi blev enige om, at det var en overflod af gaver og materielle ting, som vi sad omgivet af. I første omgang blev vi enige om, at vi kun måtte give hinanden genbrugsting, eller oplevelser. Men så kom vi til at tænke på, at vi også kunne glæde andre, og samtidig holde jul væk fra overfloden," fortæller Sara Eldrup på vegne af datteren på 11 år og manden Per.

Juleaften for alle

Derfor holder familien juleaften i Hinnerup Sognegård fra klokken 17-20.30.

Med julemad, dans om juletræet og gaver til alle børnene, og måske et gavekort til de voksne, eller andre ting, som hun håber, at det lokale erhvervsliv vil sponsorere.

"Vi arbejder også på at skaffe biler, så vi kan hente folk, der ikke har kørelejlighed, så vi kan godt bruge frivillige, både til madlavningen og andre ting" smiler hun.

Hun har netop holdt møde med præst Kjeld B. Nielsen, der ivrigt har nikket ja. Han kalder det for herberget der åbner sig for de rejsende, med reference til jesusbarnets fødsel.

"Alle er velkommen. Vi tror på det gode i folk. Om det er fordi du som jeg, ikke vil holde jul i overflod, er en ensom ældre og familien bor på Sjælland, eller er en familie, der har svært ved at få råd til hele julen, så byder vi alle velkommen med åbne arme."

Hjælp hele døgnet

Hvorfor gør I det?

Sara Eldrup sænker kaffekoppen og kigger intenst på mig, mens hun siger:

"Vi vil gerne betale noget tilbage. Vi bor jo i et samfund, hvor du kan få hjælp til mange ting."

Og den hjælp har familien i den grad fået.

I otte år har plejere døgnet rundt hjulpet til med at passe parrets nu afdøde søn, Daniel.

Han blev født med en genfejl og blev to år, før han blev blind, lam og mistede sproget.

"Han døde for tre år siden, næsten 11 år gammel, og nu er vi kun os tre i familien. Min mand har voksne børn og vi har børnebørn. I år bliver vi kun os tre og ikke 27," fortæller Sara Eldrup, der er vant til at have masser af familie og venner omkring sig, så at lave mad til 30 eller flere juleaften betyder ikke så meget for hende.

"Vi er ikke rige, vi gør det fordi vi kan, og måske kan vi sende vores håb videre" lyder det.

Sygdom er ikke alt

Og hendes budskab er netop, at man kan udrette meget, hvis man er sig selv undervejs. At man også kan have det godt og more sig med sine nærmeste, selv når sygdom i familien er altoverskyggende, eller når sorgen melder sig efterfølgende.

"Jeg savner Daniel, hans lyde, når han havde det godt. Han kunne ikke koncentrere sig, når han hørte os komme hjem. Han genkendte vores duft og trin. Og han ville ikke fortsætte, før vi fra familien nåede frem og sagde hej," genfortæller hun, der har haft mobiltelefonen tæt på hele tiden og altid har været klar til at hjælpe sin søn, der kunne dø af en simpel lungebetændelse, og ikke selv kunne synke sit eget spyt, derfor måtte andre altid være klar til at hjælpe ham.

"Han havde et værdigt liv, undtagen de sidste måneder af hans liv, jeg vil altid huske hans smil og glade væsen," siger hun.

Derfor vil hun betale tilbage ved at holde juleaften for alle dem, der har lyst til at komme.

Publiceret 30 September 2019 10:00