Katrine Lunds mor, Susanne Bertram, har samlet et redigeret uddrag af datterens dagbog, som 11. oktober udkommer som bog. Pressefoto

Katrine Lunds mor, Susanne Bertram, har samlet et redigeret uddrag af datterens dagbog, som 11. oktober udkommer som bog. Pressefoto

Katrines dagbog udgives efter hendes selvmord

Hinnerup-pigen håbede, hendes historie kunne hjælpe andre

bøger 11. oktober udkommer bogen 'Englespor - en dagbog om selvskade og selvmord'. Forfatteren er Katrine Lund fra Hinnerup, der begik selvmord i 2016.

Bag selvmordet lå en teenagetid med psykisk sårbarhed, lavt selvværd, ensomhed og en efterskolelærer, der brød de etiske og lovlige grænser for omgang med sin elev.

Katrine Lund skrev dagbog gennem alle årene - og hun ønskede inderligt, at hendes historie kunne hjælpe andre til at forstå, både hvad hun kæmpede med, men også at selvmord ikke er en løsning.

En mening med det hele

"Det er, som om hvis den bliver udgivet, så har der været en mening med det hele. […] Jeg tror, det kan hjælpe nogen. Om ikke andet så ulykkelige teenagere, der kan finde trøst i, at de ikke er alene, og at det er muligt at overlevem," skrev Katrine bl.a. i dagbogen.

Katrine døde, før bogen blev en realitet, men nu har hendes mor, Susanne Bertram, samlet et redigeret uddrag af dagbogen, som udkommer på forlaget Frydenlund.

Katrine Lund var selvskadende og gik med selvmordstanker. Hun fik hjælp undervejs, men havde svært ved at lukke familie, venner og behandlere ind.

Katrines førstehåndsbeskrivelser viser også, at psykiatrien ikke altid formår at lytte til og tage unge med psykiske vanskeligheder alvorligt.

'Englespor' er et velskrevet og relevant indblik i en ung piges sind, skriver forlaget i en pressemeddelelse.

Bogen henvender sig til andre unge, som måske gennem Katrines historie og udfordringer opdager, at selvmord aldrig er en del af løsningen, og til psykologer, læger, pædagoger og andre, der ønsker at forstå de tanker og vanskeligheder, som en selvmordstruet kæmper med.

jesl

Publiceret 06 October 2019 08:00