Århusvej ved Søften en augustmorgen i 2019. En mulig afkørsel sydpå mod E45 kan bygges udenom rundkørslen, nederst til venstre i billedet. Det vil aflaste køen hver morgen af biler, der kommer fra Hinnerup og Søften. Nogle gange står køen stille helt ind til udkanten af Hinnerup. Dronefoto: Michael Wulff

Århusvej ved Søften en augustmorgen i 2019. En mulig afkørsel sydpå mod E45 kan bygges udenom rundkørslen, nederst til venstre i billedet. Det vil aflaste køen hver morgen af biler, der kommer fra Hinnerup og Søften. Nogle gange står køen stille helt ind til udkanten af Hinnerup. Dronefoto: Michael Wulff

Budget:

Motorvejsafkørsel i Søften faldt i pris

DF'er Niels Kallehave fik et lyst indfald. Nu koster afkørsel ved Søften kun 4 millioner kroner

Af
Kian Johansen

Søften I artikler her i Lokalavisen Favrskov har vi flere gange fortalt om kødannelserne ved Søften om morgenen.

En løsning kunne være en såkaldt shunt, en afkørsel, der leder trafikken direkte sydpå, vest om rundkørslen ved E45.

Den løsning vil Favrskov Kommunes byråd nu være med til at betale, og alt tyder på, at prisen er faldet fra 10 millioner kroner til 4 millioner kroner.

Det er i hvert fald det beløb, 25 byrødder i Favrskov er gået med til at afsætte til byggeriet i budgetforhandlingerne.

Fra 10 til 4. millioner

Shunten har indtil videre stået til at koste 10 millioner kroner i en rapport fra Vejdirektoratet og var et varmt emne umiddelbart før folketingsvalget tidligere i 2019, hvor daværende transportminister Ole Birk Olesen (LA) afviste, at man ville kigge på den.

Man ville vente, til en samlet VVM-redegørelse lå klar for udvidelsen af E45 i tre spor mellem Aarhus Syd og Aarhus Nord. Der går flere år, før den er udarbejdet.

Den samlede samfundsøkonomiske forrentning viste en intern rente på hele 132 procent, hvis shunten blev bygget.

Til sammenligning viste omfartsvejen ved Mariager en intern rente på 1,7 procent.

Vejdirektoratet beregner altid den såkaldte interne rente. Den er et mål for, hvor god samfundsøkonomien er i et projekt, og ifølge Finansministeriet skal den være på mindst fire procent, før investeringen er god.

Så der er umiddelbart godt nyt for pendlere, der skal væk fra Århusvej i Søften og mod syd på E45.

Billigere med ændringer

Forvaltningen i Favrskov Kommune spurgte Vejdirektoratet om det oprindeligt undersøgte projekt kunne ændres på nogle punkter.

Blandt andet fjernes nødsporet på tilkørslen. Der er heller ikke afsat et økonomisk risikotillæg i samme størrelse som normalt, når Vejdirektoratet afvikler et projekt. Shunten er ikke et stort projekt med mange risici, så derfor er der ikke løbet en stor risiko.

Vejdirektoratet har nikket ja til de billigere løsninger og meldt ud, at det vil kunne klares for 4 millioner kroner, samt at de er positive over for en kommunal finansiering af en shunt-løsning. Og de vil gerne hjælpe med planlægningen, lyder det.

Tilfreds DF'er

Sideløbende med forvaltningens arbejde har Niels Kallehave fra Dansk Folkeparti også sagt det højt under budgetforhandlingerne og bedt om at få det undersøgt undervejs i budgetfasen.

En undersøgelse der altså var i gang i forvejen.

"Vi vidste godt, at der holder mange biler i kø ved Søften. Vi skal jo helst have pendlerne på arbejde. Og tid er jo penge. Det er godt, at det ser ud til at lykkedes," lyder det fra en tilfreds Niels Kallehave.

Sagen kort

  • En shunt er en færdselsåre der leder trafikken uden om et knudepunkt og derved mindsker trafikbelastningen.
  • Ifølge en rapport udarbejdet af Cowi for Vejdirektoratet i 2018, så var den interne rente for en shunt vest for rundkørslen ved Århusvej i Søften på 132 procent.
  • Vejdirektoratet beregner altid den såkaldte interne rente. Den er et mål for, hvor god samfundsøkonomien er i et projekt, og ifølge Finansministeriet skal den være på mindst fire procent, før investeringen er god.
  • Shunten ville koste under 10 millioner kroner og tage omkring halvandet år at etablere.
  • Både folketingsmedlem Daniel Toft Jakobsen (S) og borgmester Nils Borring (S) pressede på, for at shunten skulle etableres af Vejdirektoratet. Det afviste daværende Transportminister Ole Birk Olesen (LA), med henvisning til at man burde afvente igangværende undersøgelser af en større ombygning af motorvejskrydset Aarhus Nord i forbindelse med udbygningen af E45 fra Aarhus Syd til Aarhus Nord.
  • Efter af Favrskov Kommune foreslog en billigere løsning til 4 millioner kroner, nikkede Vejdirektoratet ja til at etablere shunten. Samme direktorat vil bistå med rådgivning, men ikke give penge til projektet.

Publiceret 10 October 2019 11:30