Pressefoto

Pressefoto

Kirkeklumme: Kunst, kristendom og konfirmander

Ugens kirkeklumme er skrevet af sognepræst Mette Krabbe

Af
Mette Krabbe

Sognepræst i Ødum-Hadbjerg sogne og Hadsten Storpastorat

Jeg var engang på museum i Silkeborg med et hold konfirmander. Det var dengang, jeg gik på pastoralseminariet og var i praktik som præst i Ødum præstegård - det vil sige for en hel del år siden.

Jeg husker, at jeg undrede mig lidt over, hvorfor vi egentlig skulle på museum med konfirmanderne. Hvad havde det med konfirmandundervisning at gøre? Og hvad kunne konfirmanderne få ud af det?

Vi skulle på Asger Jorn museet. Til at føre os ind i Asger Jorns univers og vise os udvalgte billeder havde vi allieret os med en guide. Og netop hendes fortælling ved et af billederne gjorde et særligt indtryk på os.

Det var det sidste og største billede, vi så på museet.

Asger Jorns 'Stalingrad, stedet som ikke er, eller modets gale latter'. Pressefoto

Asger Jorns 'Stalingrad, stedet som ikke er, eller modets gale latter'. Pressefoto

Billedet har Asger Jorn kaldt for 'Stalingrad, stedet som ikke er, eller modets gale latter'. Det er et stort maleri på cirka 5x3 meter. Malet i hvide og grå-sorte nuancer. Det er et helt igennem abstrakt maleri, som man fornemmer, han har malet over flere gange, hvorved der er opstået adskillige lag i billedet.

Guiden kaldte billedet for et sind-billede. Det vil sige et billede, der går ind og påvirker vores sind og sætter vores følelser og oplevelser i bevægelse. Billedet gjorde et stort indtryk - ligesom den fortælling, guiden knyttede til billedet.

Hun fortalte, at Asger Jorn gik i gang med billedet efter, at han havde hørt sin ven, Umberto, fortælle sit livs historie. Jorn havde mødt Umberto i Italien og hans historie gjorde så dybt indtryk på ham, at han måtte fortælle den gennem maleriet.

Under 2. verdenskrig deltager Umberto i slaget ved Stalingrad i 1942. Det er et af krigshistoriens blodigste slag med over én million døde. Slaget varer i ni måneder og soldater, der ikke falder i kamp, dør af kulde og sult.

Umberto overlever krigens rædsler. Han er blandt de 100.000 krigsfanger, der bliver sendt i arbejdslejr i Sibirien. Umberto overlever også tiden i arbejdslejren, og en dag beslutter han sig for at vende hjem til Italien. Han går fra Sibirien til Italien.

Da Asger Jorn hører om de lidelser og rædsler, som Umberto har været ude for, giver han sig til at male.

Men hvordan maler man sådan en historie? Hvordan udtrykker man krigens grufulde rædsel og menneskets lidelse?

For Asger Jorn bliver det til dette intense og abstrakte billede. Det bliver til 'Stalingrad, stedet som ikke er, eller modets gale latter'.

En dag får vores guide besøg af en 3.-klasse fra Silkeborg. Allerede inden hele klassen har fået sat sig ned foran det store billedet, er der en dreng, som rækker fingeren i vejret. Da han får ordet, vælter ordene ud af hans mund.

Det viser sig, at han er krigsbarn fra eks-Jugoslavien og er kommet til Silkeborg uden forældre. Da han ser billedet, genser han med det samme sit eget liv i dét. Han ser alle krigens rædsler. Han ser lidelserne. Ved synet af billedet får krigens enkelte begivenheder pludselig sprog.

Det må have været en utrolig oplevelse for vores guide. At kende til billedets historie og så i et spontant øjeblik høre den samme historie fra en 10-årig dreng.

Pludselig oplever drengen, hvordan fortidens oplevelser, gengivet i et abstrakt maleri, på mystisk vis giver sprog til nutiden. Det skjulte bliver kaldt frem, og vi kan kun gisne om, hvordan han efterfølgende må have følt sig sat fri - sat fri til at være menneske.

Fra den dag var jeg ikke længere i tvivl om, at stor kunst også hører hjemme i konfirmandundervisningen.

Både kunst og kristendom handler om at give konfirmander og alle os andre sind-billeder, vi kan spejle vores liv i, og som kan give os sprog og dermed en forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, hvad det vil sige at være mig midt i verden, blandt andre.

Publiceret 13 October 2019 09:00