Tina Bach Christensen, Naturefitness.dk, har et fitnesstilbud til virksomheder og deres medarbejdere. Pressefoto.

Tina Bach Christensen, Naturefitness.dk, har et fitnesstilbud til virksomheder og deres medarbejdere. Pressefoto.

Tilbud til virksomheder:

Lav fælles fitness lige uden for døren

Naturefitness.dk vil samle virksomheder og medarbejdere i Hinnerup om motion i det fri tæt på virksomheden

Af
Anette Bonde

erhverv Motion og fællesskab er nøgleordene i det tilbud, som Tina Bach Christensen, Naturefitness.dk, i øjeblikket lancerer i Hinnerup. Tilbuddet gælder i første omgang erhvervslivet, og hun håber at få flere virksomheder med, hvor medarbejderne både kan netværke og samtidig dyste og have det sjovt sammen - både i den enkelte virksomhed og på tværs.

Onsdag 23. oktober klokken 16.30 - 18 på det grønne areal bag Danvægt præsenterer hun konceptet, hvor deltagerne får lov at svede, grine og dyste. Det er for tilmeldte virksomheder, men andre er også velkommen.

"Der vil være samarbejde og høj puls og til slut en skål med en kold øl."

Afpasset medarbejderne

Tina Bach Christensen har været rundt til flere virksomheder i Hinnerup. Hun har mødt fin respons, hvor hun har kommet frem.

"Alle jeg har talt med, synes det er en god ide."

I praksis foregår det sådan, at Tina Bach Christensen tager ud til virksomheden, kigger på området, og medarbejderne får en times træning. Dernæst udarbejder hun et program. Det kører i tre måneder med et aftalt antal træningsgange om ugen med hende som instruktør. Redskaberne er bænk, kantsten, træer og hvad der ellers er i nærheden, og selv medbringer hun udstyr som bolde, sjippetov, vægte etc.

"Derudover vil det selvfølgelig være optimalt, hvis medarbejderne selv træner yderligere, for eksempel ved at gå eller cykle."

Fællesskab og sundhed

Ifølge Tina Bach Christensen er der mange fordele både for medarbejderne og for virksomheden i at få motion ind på arbejdspladsen. Medarbejderne lærer hinanden at kende på nye måder, fællesskabet styrkes, og deltagerne vil opleve øget sundhed. Hun peger desuden på, at man får større gejst og motivation, når man træner sammen på et hold.

"Og det at træne udenfor uanset vejr giver ro til dig selv. Det er det samme som en vitaminpille til både immunforsvaret og psyken.

I Hinnerup og Søften vil hun allerede være kendt af flere, idet hun her afholder træninger hver uge. I Hinnerup er det på Skovvej 18 tirsdag og torsdag klokken 19-20 og 20-21, og i Søften er det på Naturlegepladsen på Ravskærvej mandag og onsdag klokken 19-20.

Publiceret 21 October 2019 19:30