Både I Center Kiosken og hos Sportmaster glæder man sig til at få åbnet op. Foto: CSJ

Både I Center Kiosken og hos Sportmaster glæder man sig til at få åbnet op. Foto: CSJ

Status for SuperBrugsen:

Snart er p-plads og passage færdig

Om tre uger kan man komme rundt om TemaCentret

Af
Christina S. Johansen

Hammel Arbejdet med at lægge fliser hen foran Tema Centret i Hammel er nu gået i gang, og allerede om tre uger vil der være åbent hele vejen fra torvet ved Din Tøjmand og hen forbi Centerkiosken og Sportmaster, fortæller brugsuddeler Rene Sørensen.

Efterfølgende går arbejdet med SuperBrugsens nye p-plads i gang, og den står efter planen klar ved udgangen af november. Her bliver i øvrigt to-timers-begrænsning, forklarer Rene Sørensen:

"Så kan de fleste nå deres ærinder. Du kan både nå i butikker, til tandlæge eller frisør," siger brugsuddeleren, som glæder sig til at få åbnet op omkring SuperBrugsen.

"Vi kan tydeligt mærke, at vi har blokeret en færdselsåre. Særligt efter sommerferien har vi manglet noget kundestrøm. Det har betydet, at vi har skåret tre fuldtidsstillinger fra," siger Rene Sørensen.

Endnu ingen endelig åbningsdato

Udendørs skal fodgængerfeltet desuden flyttes hen til den nye indgang, og indkøbsvogns-øen skal ændres - ja, faktisk bliver der to ø'er.

Først 7. januar begynder man for alvor at kunne se ændringer i den gamle butik - i december skal der nemlig være julefred.

Den nye butik står efter planen færdig i begyndelsen af februar. Herfra skal der så finpudses og gøres ordentligt klar, og en åbningsdag for kunder kommer først herefter.

"Vi skal være 100 procent sikre på, at vi er helt klar, før vi melder noget ud om en åbningsdag," siger Rene Sørensen.

Glæder sig til mere gennemgang

For Jan Lyk Eskildsen, der ejer Centerkiosken, vækker det glæde, at der nu er udsigt til, at der bliver åbnet op foran kiosken:

"Det er rigtig godt. Vi glæder os til ikke at være spærret helt inde. Vi kan godt mærke, at vi ikke har haft så mange strøgkunder i en periode, og folk, som skal hente pakker, giver udtryk for, at de har haft svært ved at finde os. Nu får de snart mulighed for at bære pakkerne lige ud i bilen udenfor," siger han.

Også hos naboen Sportmaster glæder ekspedient Emilie Thomsen sig:

"Vi ser frem til at få lidt mere gennemgang igen, og til at kunderne tydeligt kan se, at her er åbent."

Publiceret 22 October 2019 19:30