F.v. Gudrun Pedersen, datteren Mona Ansell og Poula Siggaard, der er frivillig, ved demenscaféens 10 års jubilæum. Privatfoto.

F.v. Gudrun Pedersen, datteren Mona Ansell og Poula Siggaard, der er frivillig, ved demenscaféens 10 års jubilæum. Privatfoto.

Ældre Sagen: 10 år med demenscafé

Brugere og pårørende fejrede 10 års jubilæum med Ældre Sagen Hadstens Demenscafé

Af
Anette Bonde

Hadsten Der var kransekage, alkoholfri champagne, chokolade, kaffe og sang, da brugere, pårørende og frivillige markerede Ældre Sagen Hadstens demenscafés jubilæum 26. september. Det blev en dag med masser af snak og hygge, hvor både de nuværende brugere deltog og pårørende, der tidligere har fulgtes med deres nære, nu afdøde, familiemedlem til cafe-træf.

Sidste torsdag i måneden

Demente og deres pårørende har i ti år haft et mødested i Ældre Sagen Hadstens Demenscafé i Sundhedscentret i Hadsten. Den sidste torsdag i hver måned klokken 14.30 - 16.30 dækker frivillige op med de karakteristiske rødternede duge, blomster til bordpynt og byder på kaffebord med hjemmebagt kage. Ind imellem er der også udflugter, for eksempel næste gang torsdag 31. oktober, hvor turen går til Hvidsten Kro med servering af kroens berømte æggekage. Øvrige arrangementer i denne sæson er årstidsfester, bankospil, maling i malebøger og underholdning ved lokale kræfter.

God opbakning

Caféen startede på initiativ fra Helga Sørensen. Hun var lige indtrådt i bestyrelsen for Ældre Sagen Hadsten og var koordinator for besøgsvennerne. Her igennem fik hun øje for problematikken omkring demens.

"Jeg kunne se, hvor hårdt det også er for de pårørende."

Ved årsmødet i Ældre Sagen Hadsten i 2009 luftede Helga Sørensen sine planer om at starte en demenscafé, og der var straks god opbakning. Hun kontaktede nu kommunens demenskoordinator, der anviste lokalerne i Sundhedscentret. Snart meldte fem frivillige sig, og da rygtet om en kommende demenscafé bredte sig, kom der også henvendelser fra pårørende, der gerne ville benytte caféen.

"Demenscaféen er mindst lige så nødvendig og gavnlig for de pårørende. De får her et frikvarter, hvor de kan slappe af, hygge sig og udveksle erfaringer."

Ved jubilæet mødte Helga Sørensen flere tidligere brugere af caféen, der som pårørende havde mistet deres nære familiemedlem, og som efter en periode med sorg nu var ved at restituere.

"Det var rigtig rart at se, at de kan komme ovenpå igen og få et positivt liv og en god hverdag."

Mødested for pårørende

Ældre Sagen har også et tilbud, der specielt er beregnet for pårørende til en hjemme- eller udeboende demensramt. Det er den 2. tirsdag i måneden i Sognegården, Kirkevej 5 i Hadsten klokken 14 - 16 til snak og ind imellem foredrag.

Ældre Sagen Hadsten tager hånd om de demensramte med spil, gåture m.m., hvis anden pasning ikke er mulig.

Mona Ansell kommer i caféen sammen med sin mor Gudrun Pedersen. Hun er fuld af beundring over de frivilliges indsats og den fine stemning, de skaber. Det er ikke alene hendes mor, der nyder godt af caféen, den gør også hende godt, fortæller hun.

"Det virker hjemligt og er rigtig hyggeligt med flot opdækning, dejligt hjemmebag og en ægte glæde overfor både de pårørende og de demensramte."

Mona Ansells mor var noget forbeholden i starten, men i dag glæder hun sig meget til café-træffene.

"Det virker både trygt og godt at komme i caféen. Og 'trygt og godt' betyder meget, når man er dement."

Publiceret 23 October 2019 06:00