Tove Tendal-Hansen blev 93 år og efterlader sig et museum med cirka 11.000 genstande. Privat foto.

Tove Tendal-Hansen blev 93 år og efterlader sig et museum med cirka 11.000 genstande. Privat foto.

Nielstrup Museum:

Hun samlede 11.000 ting til museum

Tove Tendal-Hansen efterlader et bemærkelsesværdigt museum med cirka 11.000 effekter

Af
Anette Bonde

museum Tove Tendal-Hansen døde 14 september efter nogen tids svagelighed. Hun blev 93 år og efterlader sig et livsværk for eftertiden i form af et museum med cirka 11.000 effekter. Bestyrelsen for museet har besluttet at videreføre museets drift med udstillinger, lokalarkiv, ugentlige åbningstider samt åbent efter aftale.

"Det er et museum, der er værd at besøge. Det kan vi høre på vores gæster," fortæller Minna Handberg, der har været med i arbejdet i 25 år.

Fortsætter i samme ånd

Museet vil såvidt muligt blive videreført i samme ånd, fortæller Teddy Johannesen, der er formand for bestyrelsen. Og så længe, der er museum, vil huset fortsat være ramme omkring samlingerne og udstillingerne. Hvis museet stopper, vil Den Gamle By i Aarhus hjælpe med at få genstandene ud til de rette steder, det vil sige specialmuseer for de forskellige ting.

Der vil således også fremover være fire årlige separatudstillinger. Museet, der også rummer lokalarkiv for Voldum og Rud Sogn, har desuden åbent onsdag eftermiddage kl. 13-17 samt efter aftale.

Alle interesserede er i øvrigt velkommen til at være med i arbejdet, lyder det fra bestyrelsen.

Hverdagslivet

Tove Tendal-Hansen var samler i hele sit liv. I 1972 åbnede hun for først gang sit hus på Stengaden i Nielstrup ved Voldum med en udstilling, og gradvist blev samlingen og museets ry større og større.

Hun koncentrerede sig om livet på landet med hverdagsliv, arbejdet, familien, påklædning, nips, husgeråd, legetøj, højtider med mere. Samlingen fik med tiden navnet Nielstrup Museum, og i 1994 blev der dannet en forening, Nielstrup Museums Venner, for at hjælpe med det praktiske.

Det krævede både overblik og snilde at lave udstillingerne. Minna Handberg har for eksempel ikke tal på alle de gange, hun har fundet udstillingsgenstande frem fra skunk, loft og skabe til de fire årlige separatudstillinger.

"Men hun havde fuldstændig styr på, hvor tingene var."

Film om museet

Op til Kulturhovedstad Aarhus i 2017 blev der produceret en film om Tove og hendes museum. Titlen var "The Keeper of Small Things", og her var 45 timers optagelser gennem et år klippet sammen til 27 minutter. I den tilknyttede bog står der i forordet:

"Med øje for ting, som vi andre nemt overser, ser Tove Tendal-Hansen en værdi i alle genstande og de historier, de fortæller. Det er hendes store ansvar at tage sig af skattede små ting, som andres liv lader tilbage. At besøge Tove er at vandre gennem et glemt Danmark med historier og ting, som ellers er gået tabt og blevet glemt. Hver eneste af dem er omhyggeligt dokumenteret af denne bemærkelsesværdige museumskurator."

I filmen skildres Tove Tendal-Hansens liv og hverdag. Hun viser rundt på museet, fodrer fugle, spiser, tager imod besøgende m.m.

Håndarbejdslærer

Tove Tendal-Hansen uddannede sig til håndarbejdslærer på Haandarbejdets Fremmes skole i København. Hun underviste i mange år, blandt andet hos Haandarbejdets Fremme og som aftenskolelærer i Aarhus. Det er ikke kun hendes teoretiske færdigheder, der var efterspurgt, hun var også kendt som en dygtig udøver og lavede blandt andet modeller til Haandarbejdets Fremme og til Broderimessen. Galten Folkedansere var også glade for hendes hjælp, da de skulle have nye dragter, og hun lavede faner til foreninger, orkestre, Hjemmeværnet etc.

"Hun var utrolig dygtig, og så havde hun jo en enorm historisk viden," konstaterer Teddy Johannesen.

Også som arkivar var hun ferm. Når museet erhvervede nye genstande, enten fra dødsboer eller som gaver fra folks gemmer, blev de nøje registreret med oprindelse, alder etc., og så blev det arkiveret i en hængelomme i de store skabe. Tove Tendal-Hansen udfærdigede oplægget, og Minna Handberg noterede på det blivende blå kort.

Tove Tendal-Hansen var fortællingen, omhuen og detaljens mester.

Publiceret 31 October 2019 18:00