"Jeg havde aldrig drømt om, at de ville blive så populære," siger Jørgen Bækmark om sine møbler. Pressefoto

Fylder 90 år:

Jørgen Bækmark står bag ikoniske møbelklassikere

Selvom Jørgen Bækmark fra Hammel nu fylder 90 år, er han stadig aktiv, og nye stole er på tegnebordet

Hammel Møbelarkitekt Jørgen Bækmark fra Hammel fylder 90 år 9 november.

Jørgen Bækmark er opvokset i Ebeltoft, hvor han også blev udlært møbelsnedker. Efter endt soldatertid i Livgarden fortsatte han på Kunsthåndværkerskolen, der dengang holdt til på Kunstindustrimuseet.

I 1958 og frem til 1967 var Jørgen Bækmark tegnestueleder for FDB møbler. Møblerne blev produceret på FDB's egen møbelfabrik i Tarm.

Jørgen Bækmark er i dag den eneste nulevende designer fra dengang, FDB gjorde designmøbler tilgængelige for menigmand. Han er ophavsmand til flere møbelklassikere som eksempelvis J80 og J81.

Jørgen Bækmarks filosofi er, at møbler skal passe til mennesker og ikke omvendt. Komforten er i højsædet, men designet er også et hjørneelement. Den kombination har vist sig at fungere, for mange af Bækmarks designs er den dag i dag populære.

"Da jeg tegnede de møbler for 50 år siden, havde jeg aldrig drømt om, at de ville blive så populære og oven i købet blive sat i produktion igen. Den anerkendelse er jeg meget taknemlig for," siger Jørgen Bækmark på www.fdbmobler.dk.

Er stadig aktiv

I 1968 valgte Jørgen Bækmark så at slutte hos FDB. Da var han den møbelarkitekt, som havde været tilknyttet FDB i længst tid. Jørgen Bækmark etablerede sin egen tegnestue. I dag bor han i Hammel, hvor han stadig er aktiv.

Derud over har Jørgen Bækmark for Verdensbanken været på Java, Burma og i Papua Ny Guinea for at være med til at opbygge et undervisningskompendium for produktion af møbler.

I 2011 genoptog Hay produktionen af flere af Jørgen Bækmarks møbler, blandt andet stolen J104 og bordene C44 i tre størrelser. I 2013 fulgte COOP så efter med stolene J80, J81, J82 og J83.

Der er stadig nye stole på tegnebordet, så noget otium er der ikke tale om.

Publiceret 09 November 2019 10:30