Sognepræst Anne Martiny Kaas-Hansen. Privatfoto

Sognepræst Anne Martiny Kaas-Hansen. Privatfoto

Præsteklumme: "Man har værdi, som man er - og ikke først i en retoucheret udgave"

Her kan du læse sognepræst Anne Martiny Kaas-Hansens præsteklumme

Af
Anne Martiny Kaas-Hansen

sognepræst i Lyngå-Skjød-Lerbjerg og Hadsten Storpastorat

klumme Jeg har aldrig tænkt på at skolefotos kunne retoucheres, før det for nogle uger siden kom frem i medierne, at forældre i stigende grad beder skolefotografer om at bortredigere skønhedsfejl på børnenes skolefotos. Efter et par dages hed debat måtte pressen dog indrømme, at det ikke drejede sig om så mange forældre som først antaget, men alligevel.

Og det er ikke for at lyde hellig. Selvfølgelig ved jeg, at billeder kan redigeres, men det var bare ikke lige gået op for mig, at det også gjaldt skolefotoet - altså det tvungne, tåkrummende billede, som man i spænding og med en vis nervøsitet trak op af konvolutten for endnu engang at kunne konstatere, at det nok ikke lige var den trøje, man skulle have haft på, og at øjnene igen er lukkede i hvert fald på klassebilledet. I kan måske nok fornemme, at jeg er fra en svunden tid, hvor fotografen udvalgte det bedste (eller mindst ringe) billede, og muligheden for at få den betændte bums på hagen til at forsvinde på fotografiet var ikke-eksisterende.

Der er særligt ét skolefoto, som altid bliver nævnt, når emnet kommer op i min familie. Nemlig billedet fra foråret 1994, hvor jeg går i tredje klasse. Det er blevet til sådan et 'det var dengang'-billede, nemlig den gang min mor ikke havde nået at få mig til frisør, inden skolefotoet skulle tages.

Ej, hvor har hun ærgret sig over det lange pandehår mange gange. Med nød og næppe kan jeg lige kigge ud, og med halsen gemt i en mørk rullekravetrøje (det var en af mine yndlingstrøjer, så selvfølgelig skulle det være den) er der faktisk kun store runde æblekinder tilbage at se.

Min mand spurgte vores ældste datter, om hun kunne finde mig på klassebilledet, og uden den mindste tøven pegede hun på æblekinderne og sagde: "Det er SÅ meget dig det der, mor!"

Så meget for at tænke, at man udseendemæssigt har forandret sig - og en retouchering ville nok hverken have gjort fra eller til.

Æblekinderne kan jeg ikke løbe fra, og så kan jeg jo lige så godt køre den helt ud, være SÅ meget mig og runde denne klumme af med en præstekommentar:

For man kan sige meget om skabelsesberetningen - en videnskabelig forklaring er det bestemt ikke - men når det er sagt, så er Biblens første ord alligevel en helt central fortælling om, at det enkelte menneske har en enorm betydning og værdi præcis, som det er skabt - og ikke først i en retoucheret udgave.

Publiceret 10 November 2019 06:00