"Ser man noget mistænkeligt, så ring 114," siger lokalbetjent Jesper Poulsen. Arkivfoto

Indbrud i 94 varebiler:

'Vær ekstra opmærksom'

Tyvene stjæler værktøj i stor stil. "Hold ekstra øje," siger politiet

Af
Christina S. Johansen

Politi Alle Favrskov-borgere opfordres nu til at holde øjnene godt åbne i forhold til tyve, der bryder ind i varebiler.

I Favrskov Kommune og umiddelbar nærhed hertil er antallet af sager nemlig voldsomt højt i år.

Hele 94 gange er en anmeldelse løbet ind til Østjyllands Politi. 26 af dem i maj og 15 inden for de seneste tre måneder

Helt præcist er det sket følgende steder:

  • Hammel: 35
  • Hinnerup: 23
  • Langå: 11
  • Sabro: 10
  • Hadsten: 9
  • Sporup: 3
  • Ulstrup: 2
  • Bjerringbro: 1

Sammenligner man med kommunerne Odder, Norddjurs og Syddjurs, er tallene her blot 6, 11 og 16.

Tyvene stjæler typisk værktøj, og to gange har politiet fundet lagre af værktøj i Frijsenborgskovene, som tyvene bare ventede på at afhente.

Banker hul i døren

Lokalbetjent i Hammel Jesper Poulsen forklarer, at varebilerne får banket tre huller i døren, hvorved tyvene kan få fisket den wire frem, som åbner døren.

På grund af de mange indbrud opfordrer Jesper Poulsen nu alle til at holde øje i deres lokalområder.

"Ser man noget mistænkeligt, så ring 114. Er der mistænkelige biler, som lusker rundt, så tag gerne et billede eller noter dig særlige kendetegn, så vi kan få lokaliseret dem igen," siger betjenten.

Han opfordrer desuden til, at firmaerne og håndværkerne tænker sig en ekstra gang om, når de forlader varebilerne - de skal kigge bilerne igennem med tyvens øjne.

"Få alt værktøj mærket og notér serienumre på særligt dyrt værktøj. Og overvej om ikke man kan tage værktøjet ud af bilen om natten," siger Jesper Poulsen, der fatter stor sympati for håndværkerne:

"Det er jo deres levebrød, det her går ud over. Har de ikke værktøj, kan de ikke arbejde," siger han.

Hvis det er muligt, så sørg desuden for, at værktøjet ikke er synligt udefra, og parker gerne, hvor varebilen ikke er umiddelbart tilgængelig.

Man kan desuden overveje at få en stålplade på bilens dør, så tyvene ikke kan hakke hul.

Publiceret 14 November 2019 10:45