Thorsø Pavillonen var ramme om Thorsø Revyen for nylig. Nu skal bygningen udskiftes. Foto: Michael Wulff

Thorsø Pavillonen var ramme om Thorsø Revyen for nylig. Nu skal bygningen udskiftes. Foto: Michael Wulff

Thorsø-borgere dykkede i lommerne

En helt ny Thorsø Pavillon er kommet mange skridt nærmere

Af
Michael Wulff

THORSØ Velvilligheden var stor, da Thorsø-borgerne for et par uger siden blev banket op af indsamlere i forbindelse med planerne om byggeriet af en ny Thorsø Pavillon. Et projekt foreløbig budgetteret til seks millioner kroner.

Kun køkkenregionen bagerst bliver bevaret.

Kun køkkenregionen bagerst bliver bevaret.

Det fortæller formand for pavillonen Peter Dahlgaard:

”Vi er kun godt 1.800 borgere her i Thorsø, men da vi talte op, var der 250.000 kroner i kassen. Det svarer til 140 kroner fra hver eneste borger. Det er flot, synes jeg.”

Projektet går ud på at rive den gamle Thorsø Pavillon ned og bygge en helt ny. Kun køkkenregionen bagerst skal blive stående.

”Alle publikumsfaciliteter skal skiftes. Toiletter, garderobe og salene skal fjernes og bygges op igen,” fortæller Peter Dahlgaard.

Flere bidragsydere

Derfor er der et stort arbejde i gang med at indsamle midler til det milliondyre byggeri.

”Vi blev kickstartet af en borger sidste år. Han gav et større beløb, sidenhen har vi fået en halv million kroner af LAG Randers-Favrskov, vi har søgt Landsbyrådet om 600.000 kroner, Thorsø Avis Fond er også på banen, og så har vi en ansøgning hos Underværker Realdania,” siger Thorsø Pavillon-formanden.

Han ser også frem til, at erhvervslivet vil tegne sponsorater, hvorefter tegningerne for alvor kan blive omsat og bragt i udbud sidst på året.

”Så kan det være, at det viser sig at koste lidt mindre end de seks millioner. Lige nu er vi tæt på halvdelen af det budget.”

Publiceret 15 November 2019 19:00