Kirkeklumme:

Gensyn med en engel - om at miste

Af
provst Anders Bonde

Favrskov

klumme Der er et gravsted på Lyngå Kirkegård, der har sin egen helt særlige udformning. En række sten tager form som et par vinger op mod en gravsten. Når du står og kigger på det, tænker du uvilkårligt på en engel. Hun var en engel.

Og det var hun. Sådan tænker den, der elsker og har mistet.

Kærlighed gør mennesker til engle på tværs af død og grav. De lever i os, fordi kærligheden lever. Døde og dog så uendeligt levende. Det, de stod for, det de gav, kan døden ikke tage fra os. Som engle flyver de frem og tilbage mellem jord og himmel, ja, færdes hjemmevant begge steder.

Det gør ikke smerten ved tabet mindre. Og savnet er stort. Englevingerne er stækket her på jord. De ligger nu formet i sten og kan ikke længere på den måde bevæge sig fysisk. Men inderst i hjertet smyger englevingerne sig tæt omkring det sted, hvor kærligheden bor - og holder den varm.

Vi ved, hun var en engel.

Og så kan man opleve barnebarnet. Minikonfirmand, der stolt trækker alle de andre på holdet hen lige netop til det gravsted. Det er nu nogle år siden, men jeg glemmer det ikke. I leg og rejehop, og en hånd der peger. Her har jeg noget helt særligt, jeg gerne vil vise jer. Farmors gravsted - med englevinger. Jorden, jeg står på, er med englevinger favnet af det evige.

Det er da en trøst, der vil noget!

Vi har netop fejret allehelgensdag i vore kirker. Mange samles til gudstjeneste for at mindes deres kære. Sorgen har tag i os, fordi kærligheden står på spil. I døden bliver kærligheden på en måde hjemløs.

Vi går i kirke, fordi kærligheden her aldrig er hjemløs. Vi får her at vide, at vore kære er hos Gud. Men også, at de lever inderst inde i os. Vi bærer et levende lys i sindet tændt af dem, der ikke er her mere. Vi mærker varmen fra dem. Det, de gav os. Det, de gjorde, så livet blev dyrebart for mig at leve. Og den, der har noget at takke for inderst inde, glemmer aldrig!

Og så hører vi i kirken, at "Salige er de, som sørger, for de skal trøstes".

Vi går i kirke, fordi vi skal trøstes! Vi kommer for at få tændt et lys. Nemlig det lys, der skal skinne for os på vore mørke dage, de dage, hvor hvert lys er gået ud. Gået ud, fordi sorgens mørke slår så fuldstændig sammen om os!

Allehelgen er beskeden til alle sørgende, at det går an at sørge. Det er evangeliets gode trøst, at Vorherre vil tage os ved hånden gennem alle sindets forpinte gemmer hele vejen rundt.

Sorgen kan ingen andre gennemleve for os. Derfor er det godt at finde sammen i kirken allehelgen og være fælles om den ensomhed, der ligger i tabet. Fælles om sorgen og savnet. Og så lytte til det evangelium, der aldrig lader noget menneske være alene. Heller ikke i døden.

Allehelgen er det blevet en god tradition, at kirken sender en særlig invitation ud til dem, der har mistet. Vi gør det, fordi vi tager sorgen alvorligt. Og vi indbyder for at trøste. Og det gør vi, fordi Vorherre ved døbefonten har lært os, hvad livet er værd. Med navns nævnelse blev det sagt til tre håndfulde vand, at hvert eneste menneske er umisteligt.

I kirken får du at vide, at du er Guds. Du går ikke alene med din sorg. En bøn til Vorherre kan give kraft og styrke og frimodighed mod nye dage. Du skal få lov at se, at der er nogen at leve for - og noget at leve på.

Det er hårdt at miste. Og derfor er der brug for at tænde et lys. I den kirke, hvor jeg var i søndags, gik de pårørende til døbefonten og tændte et lys, og vi følte næsten fysisk, at mørket måtte vige.

Vi anerkender lige der ved døbefonten kærligheden som det dyrebareste for os. Og vi vender os mod hinanden mellem lysene, et nik, et smil, et glimt af empati – og med det forsøger vi at være der med den medfølelse, der er så nødvendigt lige dér.

Ja, det er sådan, det er. Vi er i kirken i et rum, hvor jord og himmel mødes. Vi kalder de døde ved navn og taler om dem som levende hos Gud. Og når vi hører navnet nævnt, så lyder der et "på gensyn" i vore hjerter.

Jo, hun er en engel. Hun er lige her, hvor er par englevinger smyger sig tæt omkring en lille dreng, der savner farmor. Englevinger, formet af en barnetro, der gør det muligt at færdes hjemmevant mellem jord og himmel. Hun er hos Gud!

Publiceret 17 November 2019 09:00