LykkeLiga bygger videre på håndboldholdet Aalborg Kidz, som Rikke Nielsen startede i 2016, fordi datteren Magda manglede et hold. Pressefoto

LykkeLiga bygger videre på håndboldholdet Aalborg Kidz, som Rikke Nielsen startede i 2016, fordi datteren Magda manglede et hold. Pressefoto

Håndbold for alle:

Nu får Hadsten sin egen LykkeLiga

Snart kan børn med udviklingshandicap spille håndbold

Af
Christina S. Johansen

Hadsten Nu får alle børn i Favrskov mulighed for at spille håndbold - også børn med udviklingshandicaps.

LykkeLiga bliver nemlig en realitet i Hadsten Håndbold, efter at klubben har fået 75.000 kroner i støtte fra paragraf 18-midlerne i Favrskov Kommune.

Det glæder Simon Buus Olsen, der er sponsor- og eventansvarlig i Hadsten Håndbold. Lokalavisen Favrskov kunne overraske ham med nyheden:

"Det var da den fedeste nyhed. Det er jeg rigtig glad for at høre, for det har vi drømt om i noget tid," siger Simon Buus Olsen og fortsætter:

"Alle skal kunne være med hos os. For alle skal have mulighed for at indgå i et fællesskab. Det kan være svært for den her gruppe børn, men det får de muligheden for med LykkeLiga. Det er faktisk en del af vores værdisæt, at vi skal kunne rumme alle og have plads til alle,"

Det mener du godt, at Hadsten Håndbold kan?

"Det er jeg da ret sikker på, at vi kan. Forældrene til de her børn er også helt vildt engagerede. LykkeLiga giver jo i virkeligheden også dem en hel masse i form af netværk," siger Simon Buus Olsen.

Så hurtigt som muligt

Faktisk var det skaberen af LykkeLiga, Rikke Nielsen, som selv kontaktede Hadsten Håndbold for at spørge, om klubben kunne være interesseret i at starte LykkeLiga op her.

"Rikke ringede før sommerferien, fordi hun synes, at der mangler en LykkeLiga-klub netop i det her område. Hun har blandt andet hjulpet os med at søge paragraf 18-midlerne," fortæller Simon Buus Olsen.

Og I var slet ikke i tvivl om, at klubben skulle være med?

"Overhovedet ikke. Jeg er helt vild med det her koncept," siger Simon Buus Olsen.

Han fortæller, at klubben vil forsøge at få stablet et LykkeLiga-hold på benene hurtigst muligt.

"Det vil være oplagt at prøve at få flettet noget ind, når der er Håndboldens Dag 11. januar."

FAKTA

LykkeLiga

  • Er en håndboldliga for 5-15-årige børn med udviklingshandicap.
  • Blev etableret i 2017 af tidligere profesionelle håndboldsspiller Rikke Nielsen og reklamemand Mikael Espensen, som begge har børn med Downs syndrom.
  • 1. Juni 2019 var der 650 spillere registreret i LykkeLiga og 49 håndboldklubber.

FAKTA

Paragraf 18-midlerne

  • Favrskov Kommune uddeler hvert år et beløb, som frivillige kan ansøge til sociale aktiviteter.
  • Formålet er at skabe gode rammer for den frivillige indsats ved at støtte en bred vifte af frivillige aktiviteter.
  • Der kan både søges om støtte til etårige og flerårige indsatser.
  • I denne omgang er der givet 788.000 kroner til etårige initiativer og 94.800 kr. til Lykkeliga og et projekt i Fotorama i Hammel, som begge er flerårige projekter.
  • Se den fulde liste over støttede projekter på kommunens hjemmeside under Social- og Sundhedsudvalgets referat fra 5. november.

Publiceret 18 November 2019 15:33