Medejer af Sundhedshuset, Lars Persson sammen med Margit Larsen fra Dansk Røde Kors i Favrskov. En lejekontrakt med to lejemål er netop underskrevet. Indsendt foto

Medejer af Sundhedshuset, Lars Persson sammen med Margit Larsen fra Dansk Røde Kors i Favrskov. En lejekontrakt med to lejemål er netop underskrevet. Indsendt foto

Røde Kors flytter ind i Sundhedshuset Hadsten

Dansk Røde Kors' genbrugsbutik og café flytter ind i hvert sit lejemål i Sundhedshuset fra marts 2020

Af
Kian Johansen

Hadsten Fra marts 2020 flytter Røde Kors ind i to lejemål i Sundhedshuset, det tidligere Hadsten Center.

Genbrugsbutikken rykker få hundrede meter ned ad Østergade og indtager det lokale, der i en del år var kendt som diskotek, mens Røde Kors´ Café for nørklerne, lektiehjælp og integration flytter ind i det lokale, der gennem de senere år har huset en bazar.

Trend med genbrugstøj

"Vi har længe ønsket os at få en lidt større butik, hvor vi kan have et godt overblik og udvikle vores forretning med salg af genbrugstøj. Vi oplever, at der er et stigende ønske om at købe genbrugstøj især blandt de unge," siger Margit S. Larsen formand for Røde Kors Hadsten-Hinnerup i en pressemeddelelse.

"Vi glæder os i Sundhedshuset til, at Røde Kors flytter ind med deres aktiviteter. Det gør, at vi på knap 2 år er gået fra at huset stod næsten tomt, til at der nu er aktiviteter i alle lejemål i huset” siger Lars Persson, der er medejer af Sundhedshuset Hadsten sammen med fysioterapeut Karsten Høgh og Kiropraktorerne Pia og Anders Tromholt.

Publiceret 03 December 2019 10:30