Karin Anna Søgaards billeder har nogle gange et genkendeligt motiv, og andre gange ikke. Foto: CSJ

Karin Anna Søgaards billeder har nogle gange et genkendeligt motiv, og andre gange ikke. Foto: CSJ

"Kreativ hjerne" inviterer indenfor i nyt galleri i Ulstrup

Nyt atelier/galleri slår dørene op på Hovedgaden i Ulstrup

Af
Christina S. Johansen

Ulstrup Er du Ulstrup-borger har du måske allerede bemærket klovnen med den store røde tud, som kigger ud af vinduet på hjørnet Østergade/Hovedgaden.

Klovne-maleriet står Karin Anna Søgaard bag.

Hun er 63 år gammel, "men ikke nogen gammel kone," som hun skynder sig at indskyde, og så har hun malet i 25 år. Modsat mange andre kunstnere kom Karin Anna Søgaard nemlig sent i gang.

"Jeg har altid vidst, at jeg har en kreativ åre, men tidligere var det ikke en hobby for mig. Jeg vidste bare, at når jeg så en gang i mellem faktisk lavede noget kreativt, så blev det altid godt," forklarer Karin Anna Søgaard.

For 25 år siden skete der så noget i hende, og hun begyndte at få undervisning.

"Jeg kunne bare mærke, at det her var noget, som jeg skulle," siger hun.

Det, der tiltalte hende, var moderne ekspressiv kunst.

"Fordi det opstår spontant og i et hurtigt flow. Det gør mig glad," siger hun.

Hendes billeder har nogle gange et genkendeligt motiv, og andre gange er der ikke.

Det kan man alt sammen se mere af, når hun flytter ind i sit nye atelier/galleri, som er blevet en virkelighed, fordi pladsen derhjemme nu er blevet for trang:

"Jeg har brug for mere plads til at udvikle mig," forklarer hun.

Startede Samsø Festival

Bare fordi Karin Anna Søgaard ikke har malet, har hun stadig altid haft en "frygtelig kreativ hjerne," som hun selv udtrykker det.

Blandt andet var hun blandt de syv personer, som startede Samsø Festival op. Hun boede nemlig på Samsø i 30 år, før hun for otte år siden flyttede til Ulstrup.

På Samsø var hun i øvrigt lokalpolitiker og frisør.

I dag er hun tilkaldevagt for psykiatrien i Region Midt, når hun da ikke lige svinger penslerne.

Anna Karin Søgaard holder fernisering for sit nye galleri lørdag 7. december, og alle er inviteret.

Publiceret 04 December 2019 19:00