Det er Rudolf til højre her, som nu ufrivilligt har forladt sit hjem på Fredensgade i Hinnerup: Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Det er Rudolf til højre her, som nu ufrivilligt har forladt sit hjem på Fredensgade i Hinnerup: Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Efterlysning og dusør:

Rudolf er forsvundet fra Hinnerup

Rensdyr-ejer udlover dusør, så figuren kan komme hjem

Af
Christina S. Johansen

Hinnerup Har julemanden mon kaldt Rudolf hjem? Det vides ikke, men en halvanden meter høj rensdyr-figur kaldet Rudolf er i hvert fald forsvundet fra sin faste plads foran Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidts hus på Fredensgade i Hinnerup.

"Det er rigtig træls. Han er så speciel, så det er ikke bare lige at gå ud og købe en ny," siger Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt, som nu har udlovet en dusør på 5.000 kroner, til den som kan give oplysninger om, hvem der har taget Rudolf.

Første tyveri i 20 år

Hun har desuden lavet en efterlysning på Facebook, som er delt vidt og bredt.

"Der er kæmpe opbakning, og det er faktisk rigtig rart at vide, at der er mange, som synes, det her er meget forkert," siger rensdyr-ejeren.

"Min forhåbning er selvfølgelig, at han bare en dag står i indkørslen med et tak for lån. Vi vil også blive glade for et tip - måske en seddel i postkassen. Vores Rudolf har nogle særlige kendetegn, så vi vil med 100 procents sikkerhed kunne sige, om det er vores Rudolf, man har fundet," siger Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt.

I de 20 år hun og manden har været med i Fredensgades julelys-udsmykning har de aldrig fået stjålet noget - før nu.

Rudolf er sidst set tirsdag kl. 23. Næste morgen klokken 5 blev hans forsvinden opdaget.

Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt kan kontaktes på telefonnummer 26 68 20 30.

Publiceret 12 December 2019 13:15