Omkring 75 personer fra Laurbjerg fyldte byrådsalen. Foto Kian Johansen

Omkring 75 personer fra Laurbjerg fyldte byrådsalen. Foto Kian Johansen

Laurbjerg-folk viste deres støtte:

"Vi vil kæmpe videre"

Omkring 75 fra Laurbjerg-området dukkede op til det sidste byrådsmøde i 2019. De ville vise, at de stadig ønsker sig et trinbræt.

Af
Kian Johansen

Laurbjerg Omkring 75 personer, ung som gammel dukkede op til Favrskov byråds sidste byrådsmøde, for at vise deres støtte til byrådet og at vise, at kampen for et trinbræt endnu ikke er død.

Første sag på dagsordenen var netop Venstres forslag om, at Favrskov Kommune selv bekoster etableringen af trinbrættet.

De mange tilhørere fyldte så meget i byrådssalen i Hammel, at der måtte ekstra stole op og døren ind til salen måtte slås op, så tilhørerne kunne følge med derfra.

"Vi vil gerne vise vores støtte til byrådets arbejde og vise, at vi ikke giver op," sagde Jonas Sloth og Clément Blain fra Laurbjerg. De er medstiftere af en nyoprettet ikke politisk støttegruppe, der med fredelige midler vil forsøge at skaffe trinbrættet til Laurbjerg.

"Og vi giver ikke op, før trinbrættet er etableret," lød det fast fra Jonas Sloth.

Billigere trinbræt

"Birgit Liin pointerede, at det ikke nødvendigvis ville koste 20 millioner kroner i alt, at etablere trinbrættet. Hun mente, at det kunne gøres meget billigere, end de tal der har været fremlagt.

"Da vi kiggede på shunten ved Søften, brugte vi ikke den beregning der var lagt frem, da den beregning havde indlagt nogle store summer i forbehold. Det samme kan gøre sig gældende her," lød det.

Efter at Venstres Birgit Liin (fra Laurbjerg, red.) havde fremsat Venstres forslag om at kigge på en kommunal betaling af trinbrættet, lød der taktfaste klapsalver fra de fremmødte, hvilket fik flere af byrødderne til at kigge op ved den uvante lyd.

Normalt er der nemlig ikke andre end højest to-tre tilskuere til byrådsmøderne. Og de klapper ikke.

Derefter foreslog borgmester Nils Borring (S) at gruppeformændene sætter sig sammen efter nytår, for at undersøge om der er politisk opbakning og om det kan lade sig gøre.

Konservatives Lars Storgaard var lidt skeptisk, selvom hans parti har støttet tanken om trinbrættet. "Jeg vil vil gerne se nogle flere håndfaste beviser på, at det kan lade sig gøre," lød det.

Efter en lang diskussion fra byrødderne endte det med at politikerne blev enige om, at partiernes gruppeformænd mødes i starten af det nye år, for at undersøge en mulig finansiering af et trinbræt og for aat rette en henvendelse til en ny, større forligskreds i Folketinget.

Publiceret 17 December 2019 15:11