Favrskov afviser tvivlsom brug af konsulenter

Favrskov står på liste over kommuner der benytter sig af provisionslønnede konsulenter til at finde besparelser på Handicapområdet. Men det er kun på et specielt område.

Af
Kian Johansen

Favrskov Det kan være problematisk, at Favrskov Kommune bruger eksterne konsulenter til at gennemgå handicappedes sager.

Sådan har Altinget.dk fremført det siden midten af december.

Her har man skrevet om kommuner, der hyrer provisionslønnede konsulenter ind til at finde besparelser på handicapområdet generelt.

Altingets aktindsigt viser, at private firmaer har set på over 800 borgersager. Mere end hver fjerde kommune gør brug af denne slags konsulenter, skriver Altinget.

Undersøger kun botilbud

Men mens andre kommuner bruger konsulenterne i flere slags sager, så har Favrskov Kommune netop indgået en konsulentaftale med Brorson Consult, der kun berører de handicappede borgere der bor i botilbud uden for Favrskov. Og indtil videre er det kun godt 23 borgeres sager, der undersøges.

"Et eller andet sted, så håber vi jo ikke, at vi finder noget."

Det fortæller Jes Svenninggaard, der er handicap- og psykiatrichef i Favrskov Kommune.

"Vi har en del borgere boende i botilbud ud over hele landet. Vi oplever, at når vores socialrådgivere besøger bostedet, for at undersøge om vores borgers behov bliver dækket efter loven, så sidder der ledere, fagkonsulenter og måske også socialrådgivere på den anden side af bordet. Så det her er en måde at opkvalificere vores socialrådgiveres viden om botilbud, deres økonomi og hvordan de løser deres opgaver," forklarer Jes Svenninggaard.

Der er fortalt på godt jysk behov for at socialrådgiverne i større grad kan gennemskue botilbuddenes reelle tilbud til borgerne og det er primært det, der er truffet aftale om, at en konsulent skal rådgive socialrådgiverne i.

Udgifter går kun en vej

"Det er helt sikkert, at botilbuddene ringer, hvis de mangler ressourcer, men det går sjældent den anden vej. Vi hører næsten aldrig at et botilbud er blevet billigere for en borger. Det er også for at sikre, at vi ikke betaler mere end det, som den handicappede borger får for pengene," siger Jes Svenninggaard.

Han tilføjer: "Udgangspunktet må jo være, at borgerne er interesseret i at få den hjælp de har brug for, og ikke mere end det."

Formanden for Danske Handicaporganisationer (DH) i Favrskov, Maja Petersen fortæller at hun naturligt nok ikke er stødt på medlemmer der føler sig ramt af konsulenternes besparelser, da konsulentordningen i Favrskov er så ny som den er.

"Men hvis det medfører besparelser til gene for den handicappede i et botilbud, kan det også være svært at bevise i hver enkelt sag," siger hun.

FAKTA

Her er den foreløbige liste over de kommuner, der har indgået et samarbejde med Brorson Consult eller Trancit:

  • Hjørring, Vesthimmerland, Rebild, Holstebro, Randers, Favrskov, Silkeborg, Aarhus, Odder, Horsens, Hedensted, Vejle, Billund, Kolding, Nordfyn, Kerteminde, Nyborg, Allerød, Gladsaxe, Tårnby, Køge, Næstved.

Kilde: Altinget.dk

Publiceret 19 December 2019 11:31