et I de 20 år Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt og manden har været med i Fredensgades julelys-udsmykning har de aldrig fået stjålet noget - før nu. Her er den originale Rudolf. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

et I de 20 år Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt og manden har været med i Fredensgades julelys-udsmykning har de aldrig fået stjålet noget - før nu. Her er den originale Rudolf. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Rensdyr er dukket op, men er det mon Rudolf?

En efterlysning af rensyr-figuren Rudolf satte hele Favrskov og mere til på den anden ende. Efterlysningen blev delt vidt og bredt, og flere var derfor glade, da et rensdyr atter stod hos Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt i Fredensgade i Hinnerup. Det er blot ikke Rudolf...

Af
Christina S. Johansen

Hinnerup De ligner hinanden til forveksling, men rensdyret, som nu er flyttet ind hos Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt i Fredensgade i Hinnerup, er en fjern slægtning til den originale Rudolf-figur, som blev stjålet fra familiens forhave natten til 11. december.

Det nye rensdyr er mindre og lidt anderledes i farverne. Desuden lystrer den navnet Adolf Elch aus Deutchland.

Originale Rudolf er altså fortsat ikke dukket op trods Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidts efterlysning på Facebook, som hurtigt blev delt mere end 1,6 tusinde gange. Hendes dusør på 5.000 kroner har altså heller ikke hjulpet.

Det varmer dog rensdyrejerens hjerte, at hun har mødt så meget varme i forbindelse med efterlysningen.

"Jeg er meget beæret over alle delingerne. Jeg føler virkelig, at jeg har fået kæmpe opbakning! Det havde jeg altså ikke lige set komme. Jeg blev bare så arrig den morgen, hvor vi opdagede, at han var væk, at jeg tænkte: 'Hvis vi skal have en chance for at få ham hjem, må vi efterlyse ham på Facebook.' Og så skal jeg da ellers love for, at det gik mere og mere amok," siger Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt med et smil og fortsætter:

"Du godeste, over en plastikfigur."

Sidst set 10. december

Da efterlysningen ikke umiddelbart bar frugt, gik Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidts mand på jagt efter en ny - for ingen jul uden rensdyr:

"Nej, det går jo ikke," siger Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt.

Nu er Adolf så flyttet ind, men jagten på Rudolf fortsætter.

Han er halvanden meter høj og er sidst set tirsdag 10. december kl. 23. Næste morgen klokken 5 blev hans forsvinden opdaget.

"Min forhåbning er selvfølgelig, at han bare en dag står i indkørslen med et tak for lån. Vi vil også blive glade for et tip - måske en seddel i postkassen," lød det fra Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt umiddelbart efter rensdyrfigurens forsvinden.

Har man oplysninger om Rudolfs færden, kan Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt kontaktes på telefonnummer 26 68 20 30.

Publiceret 24 December 2019 11:00