Birthe Randklit havde et ægtepar i sin praksis.

Birthe Randklit havde et ægtepar i sin praksis. "Manden sagde med det samme, at hvis jeg rørte hans daglige snaps, så var han gået. Men den kunne han da sagtens fortsætte med, hvis han tænkte over al det andet."

Drop nytårsforsættet - få dig et nytårsmål

Birthe Engedal Randklit er kostrådgiver og kan da selv bunde en hel æske chokolade - men det gør hun ikke mere

Af
Michael Wulff

HAMMEL Godt nytår - og velbekomme. Vi er landet i 2020 efter en jul og nytårsfest, som sikkert har budt på masser af gode sager.

Derfor er det heller ikke svært at finde ugeblade, søndagsaviser og netopslag med rigtig mange tilbud om at tabe vægten.

Men tag den lige med ro, opfordrer kostvejleder Birthe Randklit, Randklitcare.dk.

"Du skal ikke lave et nytårsforsæt, men få dig i stedet et nytårsmål," siger hun, da vi møde i Hammels Inside, hvor hun sammen med et par andre aktive kvinder fra byen har startet projekt "Hammel - Byen der skrumper."

"Ja, og nu er vi oppe på 420 medlemmer," får Birthe lige indskudt med stolthed i stemmen.

Sørg for at supplere med noget grønt. En skive agurk eller noget rød peber på ostemaden er faktisk helt fint.

Spis mindre og med grønt

"Din mad skal passe sammen med det job, du har. Sidder du på kontor, forbrænder du ikke det samme, som ham håndværkeren, der så heller ikke behøver en kæmpe madkasse."

Birthe Randklit råd er, at spise det, som du kan lide - men i meget mindre portioner.

"Har du været vant til at spise fire rundstykker om morgenen, så skær ned til to og sørg så for at supplere med noget grønt. En skive agurk eller noget rød peber på ostemaden er faktisk helt fint. Det sunde arbejder nemlig det usunde mad ud af kroppen," siger kostvejlederen.

"Og nogen tror så, at en smoothie kan klare det hele på en gang, men kroppen skal bruge brød."

Nyd chokoladen

Vi skal heller ikke fornægte slik i dette nye år, mener hun.

"Men tænk lige over det, når du ser skiltet 'tre-for-to-pris'. Du skal tænke over kiloprisen - din helt personlige, som vil stige, når du spiser de tre."

"Og jo, jeg har da selv kunnet spise en hel æske chokolade, dengang jeg vejede 90 kilo. Nu udvælger jeg de fire yndlingsstykker og nøjes med dem. Og hold op, jeg nyder dem sindssygt meget," fortæller Birthe Randklit.

Publiceret 01 January 2020 06:00