Allan Rasmussen (til venstre) og Jesper Poulsen udgør de kommende to måneder den lokale politistyrke. Foto: CSJ

Allan Rasmussen (til venstre) og Jesper Poulsen udgør de kommende to måneder den lokale politistyrke. Foto: CSJ

Erstatning for Arne i Hammel:

Der er en ny betjent i byen

To måneder frem vil hammelitterne kunne møde betjent Allan Rasmussen

Af
Christina S. Johansen

Hammel Mens landbetjent Arne Knudsen er udstationeret i Grønland i et halvt år, får nærbetjent i Hammel, Jesper Poulsen, hjælp af 41-årige Allan Rasmussen - i hvert fald de første to måneder, hvorefter Per Heinz tager over.

"Jeg slider dem jo ned på kort tid," griner Jesper Poulsen.

Et helt andet lokalområde

Allan Rasmussen har normalt sin daglige gang i Brabrand, hvor han arbejder med forebyggelse blandt unge.

Nu glæder han sig imidlertid til at stifte bekendtskab med et helt andet lokalområde.

"Jeg har takket ja til det her, fordi det er noget nyt og spændende for mig. Og så ved jeg, at Jesper er en god mand at arbejde med," siger Allan Rasmussen.

"Jeg glæder mig til at opleve den tætte kontakt til borgerne og til at lære området bedre at kende og se, hvad arbejdet består af her. Der er helt sikkert nogle opgaver, som jeg ikke er vant til - eksempelvis gødningssager eller manglende jagttegn. Det er ikke lige min spidskompetence," fortsætter han med et smil, før Jesper Poulsen lige får sneget ind i samtalen, at det har været "et dejligt, fredeligt nytår i Hammel uden det store vold og hærværk."

Publiceret 09 January 2020 10:00