Den kommende VW ID. Space Vizzion er en slags Gran Turismo SUV. Den kan klare op til 590 km på en opladning. Illustration: VW

Den kommende VW ID. Space Vizzion er en slags Gran Turismo SUV. Den kan klare op til 590 km på en opladning. Illustration: VW

VW’s næste store elektriske og rummelige suv

Volkswagen viser den syvende nye elbil, som er en grand turismo suv, der kommer i 2021 og klarer op til 590 km på en opladning

Af
Jens Overgaard

elbil Det vælter frem med nye elektriske modeller fra VW, som nu viser den syvende model i rækken af elbiler, som starter med den Golf-store ID. 3., som netop er gået i produktion og lander herhjemme til næste år.

Den nye model, som er døbt ID. Space Vizzion, er en slags Gran Turismo SUV, der umiddelbart ligner en nytænkning af en stationcar i den store klasse.

Modellen bygger på samme elektriske MEB-platform som resten af el-familien, og den vil få en rækkevidde på op til 590 km efter WLTP-skalaen.

Karosseriet er ikke helt ferskt og strømlinet, her er nemlig åbninger til luftstrømme i fronten, som skal hjælpe på aerodynamikken, hedder det.

VW har endnu ikke sluppet oplysninger fri om batterikapaciteten på bilen, der i givet fald vil være den folkevogn, der kører længst på en opladning. Således klarer den kommende ID. 3. 550 km på en opladning med den største batteripakke på 77 kWh.

Vi er dog ikke i tvivl om, at ID. Space Vizzion vil komme med flere og mindre batteripakker, så denne er topmodellen med mulighed for billigere alternativer.

ID. Space Vizzion vises på det kommende internationale motorshow i Los Angeles. Den følger ud over ID. 3.-modellerne ID. Crozz, ID. Buzz, ID. Vizzion, ID. Buggy og ID. Roomz.

De er henholdsvis en crossover coupé, en minibus, en storlimousine, en livsstils-beachbuggy og en syvpersoners SUV.

Den nye model forventes at komme i produktion i slutningen af 2021, hvor der kommer versioner tilrettet Europa, USA og Kina.

Publiceret 11 January 2020 08:00