Det nye sted skal i høj grad appellere til de unge med en smart og bæredygtig indretning. Foto: Thomas Vilhelm/Ritzau Scanpix

Det nye sted skal i høj grad appellere til de unge med en smart og bæredygtig indretning. Foto: Thomas Vilhelm/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Drevet af frivillige:

Ny café for de unge er på vej

Alle er velkomne, men særligt de unge er målgruppen for den nye café, som Røde Kors har på tegnebrættet

Af
Christina S. Johansen

Hadsten En ny café skal åbne i Hadsten, hvis det står til den lokale afdeling af Røde Kors.

Den skal være drevet af frivillige, og den er målrettet unge, selvom alle naturligvis er velkomne. "Forudsætningen for, at det her bliver en succes, er at få fat i de unge, for de har bare en anden energi og kan trække andre med. Derfor skal stedet i høj grad appellere til de unge med en smart og bæredygtig indretning. Det skal være lige så smart som en café i Aarhus," fortæller Trine Persson, der er frivillig i Røde Kors.

Forudsætningen for, at det her bliver en succes, er at få fat i de unge.

Trine Persson, frivillig i Røde Kors.

Byen mangler en café

Røde Kors butikken i Hadsten flytter til marts ned i hjørnelokalet i Hadsten Sundhedshus - det forhenværende Diskotek Goggen/Hadsten Diner. Foreningen overtager samtidig den tidligere basar, og dermed bliver der mulighed for at indrette café i basar-lokalet.

Håbet er, at de unge, ud over at besøge caféen, også vil være med til at drive den.

"Drømmen er, at flere unge får lyst til at engagere sig - også gerne i andre Røde Kors-Projekter. Håbet er også, at få skabt nogle fællesskaber, fremfor at de unge bare tager hjem til sig selv," fortæller Trine Persson og fortsætter:

"Byen mangler jo virkelig et sted, hvor de unge, og alle andre for den sags skyld, kan mødes - og har lyst til at mødes! Jeg tænker, at en ny café vil være et godt supplement til det, der allerede er i byen."

Første skridt på vejen er at samle en styregruppe, som har lyst til at være med til at søsætte projektet. Dernæst at finde en stor gruppe frivillige, som har lyst til at stå i caféen.

Det nye sted skal kunne matche en almindelig café, og der skal derfor være en professionel café-kaffemaskine, god te og 'softdrinks', som for eksempel sodavand og god saft - men ingen alkohol. Derudover skal man kunne købe et begrænset udvalg af kage og snacks.

Tanken er, at man betaler for varerne med MobilePay til Røde Kors projekter, så det at gå på cafe både er noget, man selv får noget ud af, og samtidig tydeligt noget velgørende.

Endelig skal der være diverse spil, som man kan mødes om - og desuden plads til lidt live-musik.

Åbningstiderne kommer til at afhænge af antallet af frivillige.

Opstartsmøde

  • Røde Kors holder opstartsmøde for den nye café mandag 20. januar klokken 17 i Sundhedshuset Hadsten - i den store aula, mellem lægehuset og kiropraktoren.
  • Formålet med mødet er at få etableret en styregruppe samt en række arbejdsgrupper.
  • Hvis man gerne vil bidrage aktivt på en eller anden vis i tilblivelsen og driften af den nye café, er man velkommen til mødet.

Publiceret 16 January 2020 18:00