Fra venstre: Mogens Laustsen, Anders Bach, Henrik Madsen og Jacob Westergreen, står nu i spidsen for Dansk Halbyggeri, der er overtaget af HPH Totalbyg. Pressefoto

Fra venstre: Mogens Laustsen, Anders Bach, Henrik Madsen og Jacob Westergreen, står nu i spidsen for Dansk Halbyggeri, der er overtaget af HPH Totalbyg. Pressefoto

HPH Totalbyg overtager konkursramte Dansk Halbyggeri

Dansk Halbyggeri bliver et datterselskab under HPH Totalbyg

Hinnerup HPH Totalbyg fra Hinnerup har med øjeblikkelig virkning overtaget Dansk Halbyggeri i Galten.

Dansk Halbyggeri bliver et datterselskab under HPH Totalbyg, og de hidtidige ejere Mogens Laustsen og Henrik Madsen indtræder som medejere i det nye selskab Dansk Halbyggeri med Henrik Madsen som direktør.

Med overtagelsen er HPH Totalbyg sammen med Dansk Halbyggeri nu Danmarks største entreprenør indenfor halbyggeri, med en forventet omsætning, der placerer HPH Totalbyg sammen med Dansk Halbyggeri i byggeentreprenørernes Top-40. Koncernen kommer til at beskæftige cirka 150 medarbejdere og minimum det samme antal medarbejdere hos underleverandører.

"Sammen med Dansk Halbyggeri er vi nu markedsleder inden for halbyggeri i Danmark," siger direktør Jacob Westergreen i en pressemeddelelse

"Vi kommer til at gennemføre godt 100 byggeprojekter det første år over hele landet med et samlet areal på minimum 100.000 etagemeter. Markedsmæssigt er det et rigtig godt match med stærke kompetencer, som supplerer hinanden. Dansk Halbyggeri har sin styrke i navnlig sport og fritid, hvor HPH primært har sin styrke inden for erhverv, industri, detail og landbrug," fortsætter han.

HPH Totalbyg bliver sammen med Dansk Halbyggeri specialist i totalentrepriser på typisk mellem 500-10.000 etagemeter til sport og fritid, erhverv og industri, detail, lager og logistik samt til landbruget.

Ved overtagelsen flytter Dansk Halbyggeri til Hinnerup i HPH Totalbygs nye domicil.

Publiceret 23 January 2020 16:30