Cirka 70 mænd havde fundet vej til Herreværelset, som arrangeres den sidste tirsdag i måneden mellem 10 og 12. I februar drager flokken med bus til slagteriet i Horsens på dagen. Foto: Michael Wulff

Cirka 70 mænd havde fundet vej til Herreværelset, som arrangeres den sidste tirsdag i måneden mellem 10 og 12. I februar drager flokken med bus til slagteriet i Horsens på dagen. Foto: Michael Wulff

Nostalgi:

Et røg- og damefrit Herreværelse

Ældre Sagen i Hadsten har stor succes med at samle mændene på månedens sidste tirsdag

Af
Michael Wulff

HADSTEN ”Nej, hvor er det længe siden, vi har mødtes!”

Gensynsglæden er udtalt, da cirka 70 herrer i deres bedste alder ankom til Café Sløjfen i Hadstens kulturhus på Evald Tangs allé den sidste tirsdag i januar. Der er 'Herreværelset,' som Ældre Sagen Hadsten står bag.

”Jeg vil gerne med til Danish Crown slagteriet i Horsens næste gang. Hvor er listen, jeg skriver mig på,” vil én gerne vide. Han dumper samtidig en ti-krone i den lille bøtte. Kaffepenge.

”Det skal ikke være dyrere,” siger en af initiativtagerne Gregers Petersen.

Lysbilleder

”Koster det 25 kroner, så begynder vi som pensionister at tænke ’er det noget, som interesserer mig’, forklarer Gregers og stikker endnu et visitkort ud til en ny gæst.

”Så kommer du på maillisten.”

I dag er det den tidligere skolelærer fra Hadsten Skole Frits Clausen, som har støvet sine lysbilleder af og gør klar til at fortælle om den cykeltur, han foretog for 20 år siden – som 60-årig.

Nu er han 80 og lægger ikke skjul på det.

”Det er ikke sikkert, jeg kan huske det hele,” indleder han.

Forkert færge

Men det går nu rigtig fint. Anekdoterne følger de mange lysbilleder.

”Jeg købte en 24 gears cykel og ville så cykle til Nordkap gennem Norge. Hvorfor husker jeg ikke” siger han.

”Jeg cyklede hjemmefra og tog så færgen fra Frederikshavn til Oslo, troede jeg. Undervejs opdagede jeg, at der stod Göteborg på redningsbåden, og der landede vi. Så jeg sejlede med tilbage og tog så den rigtige færge til Norge næste dag.”

Gregers Petersen tilbød i januar 2019, at mændene kunne samles i hans hus på Egevej.

"Og stille og roligt er flokken nu vokset til over 50 hvergang.

Og det er kun mænd, som er med.

"Ja, vi venter på at få en henvendelse fra #metoo-bevægelsen," lyder det med et grin.

Publiceret 31 January 2020 19:30