Favrskov Erhvervsråds bestyrelsesformand Kent Jeppesen vil skaffe flere medlemmer og samtidig løse de kommunale opgaver.

Favrskov Erhvervsråds bestyrelsesformand Kent Jeppesen vil skaffe flere medlemmer og samtidig løse de kommunale opgaver.

Politikere forlader Erhvervsrådets bestyrelse

Favrskov Erhvervsråd får et halvt år til at vise, at man kan udføre ny rolle. Kommunen vil have serviceydelser, mens Erhvervsrådet i højere grad også vil være talerør for medlemmerne

Af
Kian Johansen

Erhvervspolitik Ved Favrskov Erhvervsråds kommende generalforsamling i marts træder borgmester Nils Borring (S) og 1. viceborgmester Flemming Nørgaard (V) ud af Favrskov Erhvervsråds bestyrelse.

Det sker efter en længere proces, hvor Erhvervsrådet har ændret den fremtidige opgaveløsning og profil i retning af en mere uafhængig medlemsorienteret rolle.

Den nye profil har bl.a. ført til at kommunaldirektør Jan Kallestrup har anbefalet Økonomiudvalget i Favrskov at sende de erhvervsfremmeydelser, som Favrskov Erhvervsråd udfører for kommunen, i udbud fra 2021.

Så drastisk valgte politikerne dog ikke at gå til værks i første omgang. Nu skal en midtvejsevaluering til sommer afgøre, om der kommer et udbud af de opgaver som Favrskov Erhvervsråd i dag udfører.

Opgaverne omfatter blandt andet grundlæggende vejledning af iværksættere og virksomheder samt forskellige erhvervsfremmearrangementer til gavn for alle virksomheder i Favrskov.

1. viceborgmester Flemming Nørgaard (V) stopper i Favrskov Erhvervsråds bestyrelse. Politikerne vil gøre plads til andre.

1. viceborgmester Flemming Nørgaard (V) stopper i Favrskov Erhvervsråds bestyrelse. Politikerne vil gøre plads til andre.

To politikere træder ud

I samme ombæring besluttede Økonomiudvalget borgmester Nils Borring (S) og 1. viceborgmester Flemming Nørgaard (V) at træder ud af Favrskov Erhvervsråds bestyrelse.

Blandt andet for at give plads til den nye, mere selvstændige rolle som Favrskov Erhvervsråd har lagt op til i over et års tid. Men også for at etablere et mere reelt kunde-leverandør forhold til Erhvervsrådet.

Det samme gør borgmester Nils Borring (S). Han er i Erhvervshus Midtjyllands bestyrelse, men kunne godt sidde i begge bestyrelser.

Det samme gør borgmester Nils Borring (S). Han er i Erhvervshus Midtjyllands bestyrelse, men kunne godt sidde i begge bestyrelser.

Af sagen fremgår det også, at Erhvervsrådet i 2019 kun leverede op til godt 40 procent af resultatkontraktens erhvervsrettede opgaver.

Ifølge bestyrelsesformand Kent Jeppesen fra Favrskov Erhvervsråd, så skyldtes det, at Erhvervsrådet i 2019 var i gang med en omlægning, og at det var det blevet aftalt mellem parterne, at i en omlægningsperiode var det ok, at man brugte kræfterne anderledes end aftalt.

"Så jeg kan ikke se, at man skal bruge den argumentation for noget som helst, vi var jo enige om præmisserne," mener Kent Jeppesen.

Forholdet ændrede sig

Ifølge Lokalavisen Favrskovs oplysninger tyder alt på, at relationen mellem Favrskov Erhvervsråd og Favrskov Kommune ændrede sig markant i 2019, da Erhvervsrådets medlemmer og bestyrelsen foreslog ændringer, hvor flere netværk og arrangementer skulle være direkte målrettet medlemmerne, og ikke ramme bredt, sådan som Favrskov Kommune helst ser det, fordi kommunen jo betaler for erhvervsservice for alle virksomheder i Favrskov.

Som Jan Kallestrup formulerer det:

"Favrskov Erhvervsråd og Favrskov kommune har tidligere løst erhvervsfremmeopgaverne i et tæt, koordineret og fleksibelt samarbejde. Det forhold, at der er gennemført en flytning af de specialiserede vejledningsopgaver fra de lokale erhvervsaktører som, fx Favrskov Erhvervsråd, til det fælles kommunale Erhvervshus Midtjylland samt det forhold, at Erhvervsrådet har valgt at adskille de medlemsbaserede aktiviteter og den kommunalt betalte erhvervsfremmeopgave, har ført til nye og anderledes samarbejdsrelationer – og dem er vi ikke helt i mål med at få til at fungere optimalt på nuværende tidspunkt", lyder det fra kommunaldirektøren.

Ny lov ændrede sagen

Årsagen til hele denne sag skal findes i en ny erhvervsfremmelov fra årsskiftet 2018-19, der pålægger kommunerne at give regionale erhvervshuse penge og opgaver, der før er blevet udført lokalt.

I den forbindelse har Favrskov Erhvervsråd besluttet, at de i højere grad vil lave erhvervsrettede services rettet mod medlemmerne, og også blive til et mere uafhængigt erhvervsråd.

"Selvfølgelig vil Erhvervsrådet også udføre de opgaver, som kommunen betaler dem for," lyder det fra Kent Jeppesen.

"Men vi vil også gerne give medlemmerne et talerør og en oplevelse af, at vi i højere grad er til for medlemmerne, udover at yde en kommunal service."

Udbud kan gøre det svært for Erhvervsrådet

"Hvis erhvervsfremmeopgaverne i Favrskov Kommune bliver udbudt vil Favrskov Erhvervsråd få mulighed for at byde ind på opgaven på lige fod med andre interesserede bydere. Det kunne fx være Erhvervshus Midtjylland, der i dag løser den lokale erhvervsfremmeopgave i en række andre kommuner" forklarer Jan Kallestrup til Lokalavisen Favrskov.

"Vi lægger os selvfølgelig i selen for at vise, hvad vi kan det næste halve år," fortæller bestyrelsesformand Kent Jeppesen, der tilføjer:

"Jeg understreger, at hvis Favrskov Kommune vælger en anden udbudspartner end os, så kan det blive svært at drive Favrskov Erhvervsråd med fuldtidsansatte, og så må vi jo derefter se, hvordan et amputeret erhvervsråd kan fortsætte," lyder det ærligt fra Favrskov Erhvervsråds bestyrelsesformand.

Han ville være ærgerlig, hvis kommunens og Favrskov Erhvervsråds samarbejde stopper.

"Vi udfylder jo en rolle lokalt. Vi er virksomhedernes talerør og fungerer som katalysator for gode ideer og kontakter mellem virksomheder. Både fra virksomhed til virksomhed, men også som en sparringspartner med kommunen," lyder den korte version af, hvordan Kent Jeppesen ser eksistensberettigelsen for Favrskov Erhvervsråd nu og i fremtiden.

Publiceret 04 February 2020 10:30