Fiskerhytte og strand

Modelbane Europa har arrangeret en workshop, som henvender sig til børnefamilier og bedsteforældre. Samtidig kan deltagerne være med i en lodtrækning om et hus som byggesæt i plastik

Hadsten Arrangementet løber af stablen på tre dage i skolernes vinterferie i uge 7 - mandag 10. februar, onsdag 12. februar og fredag 14. februar, alle tre dage kl. 11-15.

"Vi har i vinterferier og efterårsferier i de sidste par år haft vi stor succes med at give børn og voksne med interesse for modeltog nye færdigheder og tips til at bygge modellandskaber, fortæller formanden for Modelbane Europa Bjarne Werliin. Interessen har vist sig at være overvældende, og i skolernes vinterferie her i uge 7 tilbyder vi så endnu en gang at bygge et lille diorama, som det kaldes. Denne gang flytter vi scenen ud til havet eller fjorden, hvor der mange steder står fiskerhytter lige ned til strandkanten," siger Bjarne Werliin fra Modelbane Europa.

Folkene hos Modelbane Europa har forberedt to forskellige skabeloner til dioramaet. Der er lidt kuperet terræn, plads til en strand med sand og planter og vandet. Fiskerhytten i skala 1:87 er fortrykt på et stykke karton, som klippes ud og samles med lim. Det færdige hus sættes fast på skabelonen, og der derefter bygges et landskab op med strandbred, bundgarnspæle, vand, græsser, træer og buske.

Modelbane Europa stiller grundlæggende materialer frem, som kursisterne frit kan bruge - bl.a. strøelse til græs og sand, maling, lim, småbuske. Et par af modelbanens dygtige landskabsbyggere vil hver af de tre dage hjælpe deltagerne i gang og rådgive om materialevalg og teknikker. Man kan som tidligere møde op helt uden forudsætninger.

Modelbane Europa fortæller, at der er mulighed for at købe ekstra byggemateriale til strandmiljøet, hvis man gerne vil gå lidt videre. Modelbanen sælger vellignende træer og større buske af egen produktion. Man kan naturligvis tage sit værk med hjem, når man er færdig.

"Workshoppen henvender sig til alle uanset alder. Vi har dog lagt vægt på, at især børn sammen med deres forældre eller bedsteforældre kan få en sjov dag. Vi vurderer, at man sagtens kan bygge diorama-et indenfor en time eller to, og da vores rådgivning er individuel, bestemmer man selv, hvornår man vil møde op indenfor de fastlagte klokkeslæt," siger Bjarne Werliin.

Lodtrækningen

Når det lille landskab er færdigbygget, kan man deltage i en lodtrækning om den daglige præmie, som er et plastsamlesæt af et modelhus i skala 1:87. Der medfølger speciallim. Lodtrækningen finder sted hver af de tre kursusdage kl. 15.

Den heldige vinder kan frit vælge et samlesæt til en værdi af max. 100 kr. fra hylderne i butikken. Eneste krav om deltagelse i lodtrækningen er, at man har deltaget i workshoppen.

Vinderne for hver af de tre dage vil få direkte besked (pr. mail hvis de ikke er til stede under lodtrækningen) og vil blive offentliggjort på Modelbane Europas hjemmeside samt på Facebook. Præmierne kan enten afhentes hos Modelbane Europa eller vil blive tilsendt.

Modelbane Europa har i øvrigt åbent for almindeligt besøg alle dage i efterårsferien i tidsrummet kl. 10-17. Thomas Tog og hans venner vil være på gæstevisit på det danske anlæg alle dage. Det foregår på Østergade 9 i Hadsten.

Publiceret 09 February 2020 06:00