Som altid er der arbejdet med det visuelle udtryk på Peter Sommers nye album.

Som altid er der arbejdet med det visuelle udtryk på Peter Sommers nye album. Pressefoto

Peter Sommers hyldest til Hadstens Palle Hjorth

På Peter Sommers nye album hylder han vennen Palle Hjorth med en sang

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Hadsten Hvis du hører Peter Sommers nye udgivelse: ’Stærk strøm hen over ujævn bund’, så kan du høre en hyldest til en Hadsten-dreng.

"På dette album fylder musikerne mere end tidligere, fordi de har været med til at skrive sangene. Vi har spillet sammen 10-12 år og har fået så mange kilometer i benene, at vi stoler på det, vi kan," forklarer siger pladeaktuelle Peter Sommer, der stammer fra Skanderborg.

Han beskriver sin nære ven og bandmedlemmet Palle Hjorth fra Hadsten som en af Danmarks bedste orgelspillere. Peter Sommer mener, at Palle Hjorth kan feje mørket væk med sit vildeste udtræk af et hammondorgel. Af samme grund hedder et af numrene ’Mørket trumfes af Palle Hjorth’.

Palles Hammondorgel

"Hammondorglet er hans weapon of choice, og det lyder som en naturkraft, når det bruser. Jeg er meget imponeret, og det kan sagtens jage mørket væk. Nummeret er til ære for ham, og det han kan," siger Peter Sommer, der har været meget tæt knyttet til Palle Hjorth i 15 år.

De to spiller ofte kirkekoncerter sammen.

Blandt de 10 nye numre finder man også ’Vi Der Valgte Mælkevejen´.

Titlen har Peter Sommer lånt af forfatteren Bjarne Reuter som en hyldest til det, han og filminstruktøren Nils Malmros har betydet for Peter Sommers generation.

"Deres bøger og film lærte os nogle følelser, vi ikke var begyndt at føle endnu. Det tegnede meget af mit ungdomsliv og gav mig billeder af, hvordan det er at blive voksen," siger musikeren.

Stikker Sommer ud?

"Nogle synes helt sikkert, at jeg virker for følsom og egocentreret i mine sangtekster. Men andre synes, de er gode, fordi de også har det sådan," argumenterer han for og imod sin egen placering på skalaen for dem, der stikker ud," mener Peter Sommer.

Han er danmarksmester i at fabulere og dobbelttydigt beskrive livet, både når han 'Elskede at drømme og drømmer om at elske' og når han 'snakker vest for Valby Bakke'.

Den særlige og meget personlige stil har givet ham en række Danish Music Awards, en række Steppeulve og en Carl-pris som årets bedste tekstforfatter.

Hans musik er beskrevet som velovervejet vellyd, og han er udråbt til at være 'Den eneste ene' moderne danske sangskriver.

"Jeg har levet af min musik og mine tekster i 15 år, så der må altså være mange andre, der har det ligesom mig. Så jeg er nok ikke fuldstændig langt ude," når han muntert frem til med smil i stemmen.

"Livet er sjældent en enkel sandhed eller på en måde, der holder ret lang tid ad gangen. Når man lige troede, at man har fundet den rette sammenhæng, viser den sig at være noget helt andet. Det holder jeg meget af," siger Peter Sommer.

Publiceret 09 February 2020 10:30