"Vi skulle være sikre på, at ministeren kender vores synspunkter, når den endelige beslutning skal træffes," siger Nils Borring. Arkivfoto

Utilfreds med udregning:

Minister fik klar besked af borgmesteren

Favrskov skal afgive 40 millioner kroner til udligningsreformen. Det begejstrer ikke just borgmester Nils Borring (S), og det har han nu ladet social- og indenrigsminister, Astrid Krag, vide

Af
Christina S. Johansen

Penge Sammen med Skanderborg og Hedensteds borgmestre drog Favrskovs Nils Borring (S) til Christiansborg 7. februar for at fremlægge sin utilfredshed med regeringens

udspil til ny udligningsreform.

Social- og indenrigsminister, Astrid Krag (S), tog venligt i mod de tre partifæller og lagde øre til, forklarer Nils Borring:

"Det er jo ikke et møde, hvor vi bliver lovet en hel masse. Det havde vi heller ikke forventet. Men vi skulle være sikre på, at ministeren kender vores synspunkter, når den endelige beslutning om reformen skal træffes. Og det skorter i hvert fald ikke på vores råd og vejledning i den her sag," siger Favrskov-borgmesteren med et smil.

Handler om solidaritet

I det nye udspil til en udligningsreform står Favrskov til at skulle afgive 40 millioner kroner til andre kommuner.

Skanderborg og Favrskov er udpeget som de brede, jyske skuldre, der - sammen med de velstillede kommuner i Nordsjælland og hovedstaden - skal betale allermest til det kommunale udligningssystem.

Helt præcist vil regeringen med udspillet flytte 1,4 milliarder kroner fra de rige til de mindre rige kommuner.

Der er altså tale om et solidaritetsprincip, hvor de rigeste kommuner bidrager til at hjælpe de mindre bemidlede kommuner, således at landets borgere kan forvente et nogenlunde ens serviceniveau, uanset om de bor i rige Gentofte eller i fattige Norddjurs.

Vækker undren

I denne sammenhæng er Favrskov Kommune således blevet vejet og fundet rig.

"Men hvem er rig? Det ser vi ikke ens på. For ser vi på finansieringsgrundlaget i Favrskov - altså det, der er tilbage til at lave service for - så ligger vi næstlavest i landet. Så der er vi altså ikke en rig kommune," siger Nils Borring, som ofte møder borgernes forundring over den måde, systemet er skruet sammen på:

"Vi har sat skatten op to gange, så vores borgere betaler rimelig meget, mens andre sætter skatten ned og samtidig vinder på udligningsordningen. Det vækker selvfølgelig undren."

Publiceret 19 February 2020 19:30