Jan Moesgaard fra Hadsten mener der skal skabes et fællesskab for børnene i Hadsten. Det gør han og mindst 20 andre frivillige forældre med en fest. Foto: Kian Johansen

Jan Moesgaard fra Hadsten mener der skal skabes et fællesskab for børnene i Hadsten. Det gør han og mindst 20 andre frivillige forældre med en fest. Foto: Kian Johansen

Frisk tilgang:

Jan skaber et party for børnene i Hadsten

Jan Moesgaard fik sparket party456 for børn i Hadsten i gang. Årgangene skal lære hinanden at kende, lyder visionen

Af
Kian Johansen

Hadsten Flere forældre i Hadsten med tilknytning til Hadsten Håndbold gik og snakkede om, at man da burde lave en fest for børnene i de mellemste klasser.

Jan Moesgaard fra Hadsten satte sig for at gøre det.

Og nu finder fest nummer to sted i aften mellem 18.30 til 22.00 i Hal to i Hadsten Hallen. Der er solgt 234 billetter. Til første fest var der 264 børn med til 456Party, som de frivillige arrangører kalder det.

Jan Moesgaard startede sidste års fest lidt anderledes end andre nok ville have gjort.

“Først så bookede jeg festsalen på Hadsten Skole og så fandt jeg nogle forældre der ville hjælpe mig.”

"Jeg har vist håndplukket dem lidt, vi skal også have det sjovt sammen," smiler Jan Moesgaard, der betegner sig selv som en person der er god til at arrangere og få tingene til at ske.

God start

456party fandt sted første gang sidste år, hvor 264 børn deltog. Langt over 20 voksne hjalp til. Og der er styr på det.

Når man booker billetten til 50 kroner, opgiver man mobilnummeret til en forælder. Hvis barnet vil hjem før tid, kan de ansvarlige voksne ringe hjem.

"Der var et par få børn, hvor det var for overvældende, men de gjorde forsøget og dukkede op", smiler Jan Moesgaard.

Billetten giver dig en sodavand og en pose slik. Det er muligt, takket være sponsorer.

"Alle skal have muligheden for at få noget slik og en sodavand. Vi ved jo, at der ville være nogen enkelte der ikke får penge med hjemmefra," forklarer Jan Moesgaard, der gør en dyd ud af, at det er fællesskabet der skal dyrkes, og alle skal have det godt til festen.

"Sidste gang var der ingen ballade overhovedet, og det er jo sådan det skal være."

DJ Brian og selfieboks

Og så er der dj, musik, sanglege og mulighed for leg og samvær.

Der er musik i den store hal, mens de mindre gymnastiksale bruges til leg og stilleområde.

De voksne er der, men holder sig på afstand. Så barnet kan altid få hjælp, eller mulighed for en snak.

"Især 6. klasserne trak sig ud i det rolige område sidste gang. Der skal jo være plads til både leg og fest," husker Jan Moesgaard.

Andre inviteres med

Han spurgte om de frivillige i HIF's Støtteforening fra Østervangskolens hal ville stå for salget af slik og sodavand. Og de får så overskuddet.

"Målet er, at det skal gå i nul hvert år, men vi vil også række hånden ud til andre i byen."

Han har fået Hadsten Håndbold med på ideen og sidste år lokkede han kassereren til at stille en underskudsgaranti.

Men det blev ikke nødvendigt.

"Overskuddet fra sidst bruger vi denne gang til blandt andet at leje en rodeogris. Og så har en forældre igen sponsoreret en selfieboks."

Fest flere gange om året

"Vi vil gerne holde en fest for alle børnene fra 4. Til 6. Klasse. Årsagerne er mange, men den primære er jo, at de lærer hinanden at kende på tværs af skoler. Flere af dem skal jo på samme skole efter 6. Klasse."

Jan Moesgaard har selv en pige der går i 4. Klasse på Hadste Skole og en lidt yngre dreng.

"Det er ingen hemmelighed, at jeg også gør det for dem. Mit håb er at vi kan fortsætte det her i mange år. Jeg håber faktisk at andre forældre vil blive inspireret og lave noget for de ældre klasser," lyder det.

De afledte effekter kunne jo også være, at der er mere tryghed blandt børnene og mindre ballade, når man har set hinanden tidligere.

Alle elever i 4.-5.- og 6. klasse fra Laurbjerg, Hadbjerg Skole, Østervangskolen, Bavnehøjskolen og Hadsten Skole er inviteret.

Og det tyder på at være en succes. Selv efter at billetbookingen lukkede, så er det løbet ind med bestillinger. Men denne gang har Jan Moesgaard valgt ikke at lukke flere ind.

"Det tog rigtig lang tid at booke de sidste børn manuelt, så der har jeg valgt at bruge min tid anderledes."

På fredag foregår festen så i Hadsten Hallen og planen er, at der skal være fest for børnene flere gange om året.

"Vi bygger noget nyt på hver gang," lyder det.

Publiceret 28 February 2020 11:00