Edith og Ove Nielsen fejrer krondiamantbrylluppet med morgenkaffe 12. marts hos Modelbane Europa. Lørdagen efter står den på festivitas i Sløjfen med familien og de nærmeste venner. Foto: CSJ

Edith og Ove Nielsen fejrer krondiamantbrylluppet med morgenkaffe 12. marts hos Modelbane Europa. Lørdagen efter står den på festivitas i Sløjfen med familien og de nærmeste venner. Foto: CSJ

60 års ægteskab:

"Der har da været nogle knaster - men jeg har en god vinkelsliber"

Edith og Ove Nielsen fra Hadsten fejrer 12. marts 60 års ægteskab

Af
Christina S. Johansen

Hadsten Da en 15-årig Ove Nielsen i 1956 tog på besøg hos sin moster i Vitten, var han uvidende om, at det møde skulle blive skelsættende for resten af hans liv.

På besøg hos mosteren var nemlig den jævnaldrende Edith Nielsen, som han faldt pladask for - og det var gengældt.

Fire år senere ventede Edith parrets første barn, og de blev derfor gift 12. marts 1960.

Er man bare lidt skarp i hovedregning, tager det ikke mange sekunder at regne ud, at parret derfor nu kan fejre krondiamantbryllup for hele 60 års ægteskab.

Hvad faldt I for hos hinanden?

"Åhh, det er jo længe siden, men kemien var der bare med det samme - og der var altså ingen i Aarhus, som interesserede mig," siger Ove Nielsen, som netop er vokset op i Aarhus, mens Edith har boet i Vinterslev/Hadsten hele sit liv.

Købte forældrenes hus

De to unge mennesker blev kærester, og Ove Nielsen kørte gerne fra Aarhus til Hadsten på sin cykel.

Så vild var du simpelthen med Edith?

"Ja, åbenbart," griner Ove Nielsen.

Et års tid efter første møde tog Ove Nielsen ud at sejle.

Han vendte hjem, som de begge blev 19 år, og kort efter blev Edith gravid med det første af fire børn - tre drenge og en pige.

Hun fødte tre måneder efter brylluppet.

"Så købte jeg hendes forældres hus i Vinterslev og satte det total i stand, én væg og ét rum ad gangen - og Edith brokkede sig aldrig," fortæller Ove Nielsen.

Her nåede den lille familie dog blot at bo et par år, før kommunen tog huset på grund af en vejudvidelse til Randers.

Siden købte de hus på Kirkevej i Hadsten.

Edith var syerske på Hadsten Kjolefabrik og derefter rengøringsassistent på Hadsten Skole i 39 år.

Ove arbejdede hos Hadsten Træindustri, på Expedit og endelig som VVS'er i mange år - foruden at være meget aktiv som frivillig i både Sløjfen, Beredskabsforbundet, Ældresagen, Hadstenegnens Viseklub og i den lokale afdeling af Socialdemokratiet.

Gå aldrig sure i seng

Med hele 60 års ægteskab må der da næsten have været op og nedture undervejs.

"Ja, der har da været nogle knaster, som skulle slibes af, men jeg har en god vinkelsliber, så det er gået så fint," siger Ove Nielsen med en smil, før Edith Nielsen med et glimt i øjet tilføjer:

"Og ellers er han blevet sendt ud for at køle af en gang i mellem."

Men hvad er hemmeligheden bag så mange års ægteskab?

"Jeg tror, det skyldes, at vi har fået lov at lave hver vores ting. Vi har haft vores frihed," siger Ove, og Edith fortsætter:

"Og så er vi ikke gået sure i seng!"

Publiceret 29 February 2020 11:00