Nu sker det! Trinbrættet i Laurbjerg bliver inviet - eller gør det...? Arkivfoto

Nu sker det! Trinbrættet i Laurbjerg bliver inviet - eller gør det...? Arkivfoto

Alle er inviteret - også minister:

Indvielse af trinbræt i Laurbjerg

Borgergruppe inviterer til "officiel åbning" af det, som den troede skulle være et trinbræt i Laurbjerg

Af
Christina S. Johansen

Laurbjerg Netop havde man vænnet sig til, at det lovede trinbræt i Laurbjerg alligevel ikke bliver til noget, og så dumper en mail ind til redaktionen med ordlyden:

"Du er hermed inviteret til åbning af trinbrættet i Laurbjerg."

A-hvad-for-noget?

Ja, den er altså god nok. 1. april klokken 16.30 inviterer borgergruppen, der kæmper for trinbrættet, alle interesserede til at lægge vejen forbi den gamle stationsbygning i Laurbjerg. Transportminister Benny Engelbrecht (S) er sågar inviteret til at klippe det røde bånd.

Gruppen bag invitationen lover desuden underholdning og et traktement til de første 100 fremmødte.

Bevarer det gode humør

Det her kræver da vist lige en forklaring.

Arrangementet den 1. april er såmænd rigtig nok, men nogen rigtig indvielse af trinbræt er der selvfølgelig ikke tale om.

Der er tale om en form for aprilsnar - en humoristisk tilgang til hele trinbræt-problematikken:

"Vi prøver at bevare et godt humør trods modstanden. Humor og ironi er nogle gange den korteste vej til forståelse - i stedet for at råbe og skrige," Siger Jonas Sloth, der er talsmand for borgergruppen.

"Men vi mener det selvfølgelig stadig meget seriøst, og det her er en måde for os endnu engang at vise, at vi er her, og at vi holder fast på det, som vi er blevet lovet," fortsætter talsmanden.

Pressemeddelelsen, som borgergruppen har sendt ud, slutter da også af med en garanti:

"Vi vil være aktive, indtil det første tog stopper på Laurbjerg trinbræt."

Publiceret 06 March 2020 11:15