Astrid Austevoll (i midten) er en af de lokale elever fra Flemming Efterskole, der nu må afvente en ny dato til DGI's store gymnastikopvisning i Hammel Idrætscenter. Pressefoto

Astrid Austevoll (i midten) er en af de lokale elever fra Flemming Efterskole, der nu må afvente en ny dato til DGI's store gymnastikopvisning i Hammel Idrætscenter. Pressefoto

Kæmpe stævne aflyst:

3000 gymnaster og masser af frivillige må blive hjemme

DGI's store forårsopvisning i Hammel Idrætscenter i næste uge er aflyst, der arbejdes på at finde en ny dato. Hammel GF's Gymnastikgallastævne i morgen afholdes, men med begrænset antal tilskuere

Af
Kian Johansen

Statsministerens og sundhedsmyndighedernes opfordring til at aflyse alle arrangementer med over 1.000 deltagere får konsekvenser blandt andet i Hammel Idrætscenter.

Her skulle 3.000 gymnaster og måske op til 10-15.000 gæster i løbet af weekenden i næste uge have deltaget i DGI's store forårsopvisning.

Har du kendskab til større begivenheder der aflyses i Favrskov på grund af Corona-virus, så giv os besked på redaktion.favrskov@lokalavisen.dk eller via kommentarfeltet herunder.

Men det er nu udskudt, fortæller Helle Klüwer, der er idrætskonsulent for Gymnastik & Fitness i DGI.

"Vi finder en ny dato på mandag, for vi vil frygtelig gerne afholde det i Hammel Idrætscenter," siger hun til Lokalavisen Favrskov.

Hun ærgrer sig.

"Det her er et års arbejde for en masse frivillige, der om et par dage så bare skal blive hjemme."

Og tilføjer: "Men vi kigger selvfølgelig på retningslinjerne fra myndighederne og følger dem.

Gymnastikgalla afholdes

Et andet arrangement, nemlig Hammel GF Gymnastiks Gymnastikgalla afholdes som planlagt i morgen lørdag i Hammel Idrætscenter fortæller formand Magnus Thomsen.

Deltagerne er efterskoleelever og DGI's aspiranthold.

"Vi har besluttet ikke at lukke så mange ind. Der er plads til 750, men vi vælger nok at stoppe under 450 personer," fortæller Magnus Thomsen, der har brugt det meste af eftermiddagen i telefonen.

"Det her er rigtig træls, for marts måned er den store gymnastikmåned, det kommer til at få betydning for rigtig mange opvisninger."

Bestyrelsen overvejer lige nu, om det store opvisningsstævne med op til 1.000 tilskuere senere i marts skal flyttes. Men det er endnu ikke besluttet.

Under morgendagens gymnastikgalla vil der blive opsat ekstra mange standere med sprit, fortæller formanden.

Har du kendskab til større begivenheder der aflyses i Favrskov på grund af Corona-virus, så giv os besked på redaktion.favrskov@lokalavisen.dk eller via kommentarfeltet herunder.

Publiceret 06 March 2020 16:42