Jonas Thyrsted underholder med sang, musik og gode historier ved Kulturelt Samvirke Favrskovs repræsentantskabsmøde. Pressefoto.

Jonas Thyrsted underholder med sang, musik og gode historier ved Kulturelt Samvirke Favrskovs repræsentantskabsmøde. Pressefoto.

Jonas Thyrsted spiller for Kulturelt Samvirke

Ved årsmødet i Kulturelt Samvirke Favrskov vil Jonas Thyrsted, der er vokset op i Thorsø, spille og fortælle om sine sange

kultur Jonas Thyrsted er forsanger og sangskriver i det midtjyske orkester Drabant, der spiller dansksproget folkepop. Når han spiller alene læner han sig op af den danske troubadurtradition, hvor det er den gode historie, der er det vigtigste. En tradition der kendes bedst fra koryfæer som Allan Olsen og Niels Hausgaard.

Ved årsmødet i Kulturelt Samvirke Favrskov vil Jonas Thyrsted optræde solo med et musikalsk indslag og gode historier. Årsmødet afholdes tirsdag 10. marts klokken 19.30 i Inside i Hammel.

Ingen historie er for lille

Ligesom hos Hausgaard og Olsen er ingen historie for lille eller stor - bare den er god, siger Jonas Thyrsted.

"Derfor handler sangene også om alt fra store livstemaer, som kærlighed og fortvivlelse, til små hverdagsbetragtninger og finurligheder fra tilværelsen."

Ved årsmødet i Kulturelt Samvirke bliver det en koncert med egne sange, der fortæller den store historie om gå fra at være ganske ung mand til at være rigtig voksen, fortalt gennem små historier.

"Det er om alt fra farfars motionsklub, fællesskab, by-sladder, drengestreger i en lille østjysk flække, mænd og kvinder, fodbold og drømmen om nuet, som luksushippie i et nedlagt landbrug."

Der er således god grund til at møde op, både for at deltage i Kulturelt Samvirkes Repræsentantskabsmøde med informationer om Samvirkets arbejde, og for at få en munter aften med sang og musik.

"Spil eller dø"

Når Jonas Thyrsteds band Drabant er på farten, sætter de seks musikere en ære i at kunne spille for hvem som helst, hvor som helst og når som helst.

"Spil eller dø, som Larsen sagde det," smiler Jonas Thyrsted.

Sangene trækker tydelige referencer til danske sangskrivere som Folkeklubben, Jonah Blacksmith, Allan Olsen, Lars Lilholt og Kim Larsen.

Publiceret 09 March 2020 10:00