Der bliver ikke meget vinafdeling eller købmandsliv for Svend Aage Laursen, som har valgt at gå 14 dage i frivillig isolation. Arkivfoto

Der bliver ikke meget vinafdeling eller købmandsliv for Svend Aage Laursen, som har valgt at gå 14 dage i frivillig isolation. Arkivfoto

Frivilligt i isolation:

"Jeg vil på ingen måde risikere noget"

14 dage bag privatens fire vægge er virkeligheden for Meny-købmand i Thorsø

Af
Christina S. Johansen

Thorsø Da Meny-købmand i Thorsø, Svend Aage Laursen, tog med sin kone og fem venner til Lombardiet i Italien, var der 150 smittet med coronavirus COVID-19 i hele Italien. Da de tog hjem en uge senere, var der 5.000.

"Havde vi vidst, at det ville eskalere så voldsomt, havde vi ikke taget derned," fortæller Svend Aage Laursen, som kom hjem fra Italien i lørdags - dagen før Lombardiet blev lukket helt ned.

Allerede i løbet af ferien var Meny-købmanden ikke i tvivl om, at den stod på frivillig isolation, når fødderne igen var plantet i Thorsø.

"Under ferien har vi forsøgt at tage alle de forholdsregler, vi overhovedet har kunnet. Vi bar handsker i lufthavnen og har benyttet håndsprit i stor stil. Vi har heller ikke været i tæt kontakt med andre," siger Svend Aage Laursen og fortsætter:

"Men selvom vi mener, at sandsynligheden for, at vi er blevet smittet, er meget lille, så vil jeg ikke risikere noget som helst over for hverken kunder eller mit personale. Vi har det bedst med at vide, at vi i hvert fald ikke er skyld i noget."

Det er vigtigt at understrege, at Svend Aage Laursen og hustru i skrivende stund IKKE oplever nogen symptomer på corona-virus. Der er tale om en helt frivillig isolation i 14 dage.

En surrealistisk oplevelse

Ægteparret og de fem venner opholdt sig mestendels i deres lejlighed, da turen sådan set alligevel handlede om, at der skulle ordnes ting i lejligheden.

Den smule, som Svend Aage Laursen var ude, var dog en mærkelig oplevelse:

"Allerede da vi tog afsted, var det surrealistisk. Vi sad kun 23 personer i et almindeligt fly. Da vi landede, fik vi tjekket temperaturen af folk i røde dragter og værn. Den ene gang vi bestilte mad på et pizzeria, skulle vi betale og så gå halvanden meter tilbage. Og så var der ingen mennesker nogen steder i et område, som ellers normalt har masser af liv," fortæller Meny-købmanden, der altså nu kan se frem til yderligere 12 dage i privaten.

"Men så er det jo heldigt, at jeg i butikken har så godt et personale, som er opgaven voksen."

Men kan I få tiden til at gå derhjemme?

"Argh, det begynder allerede at knibe lidt," siger købmanden og fortsætter med et grin:

"Det ender jo med, at vi skal til at tale sammen."

Publiceret 09 March 2020 15:45