Indvielsesfesten af den nye vej endte her i skurvognen med en kop kaffe. Foto: Michael Wulff

Indvielsesfesten af den nye vej endte her i skurvognen med en kop kaffe. Foto: Michael Wulff

Video og fotos: Coronavirus:

Brofest vekslet til kaffe i skurvognen

Favrskov Kommune skulle have indviet den nye bro mellem Hinnerup og Søften, men valgte at aflyse i sidste øjeblik.

Af
Michael Wulff

HINNERUP/SØFTEN Vejrudsigten for torsdag 12. marts så lidt barsk ud. Regn og vindstød af stormstyrke over Hinnerup var på menuen, men den udsigt blev overgået af statsminister Mette Frederiksen, der aftenen inden meddelte på tv, at Danmark lukkede ned i et par uger, foreløbig.

Det betød, at Favrskov Kommune aflyste den vej- og broindvielse, der skulle finde sted torsdag formiddag klokken 10. Det skete som følge af påbuddet om, at alle arrangementer med mere end 100 deltagere skal aflyses på grund af faren for coronavirus-smitte.

Pølsevogn for retur

Lokalavisen Favrskov var kørt mod Hinnerup, da aflysningen kom.

På den nye vej Engelsbjerggård, der fører ned mod broen over Rønbækken og videre til den udvidede Rønbækvej, kommer en bil trækkende med den berømte pølsevogn fra SGFs Venner i Søften.

"Det er aflyst," får jeg at vide gennem det nedrullede vindue. Vi holder i passende afstand til hinanden.

Søren Peter Poulsen sidder bag rattet i pølsevognstrækkeren.

"Vi havde 450 pølser og 500 pølsebrød med. Nu må vi finde en anden anledning til at servere dem," siger han og vender vogntoget. Der venter kaffe i skurvognen oppe på den anden side af broen.

Kaffe i skurvognen

I læ for den kraftige blæst sidder det hold, som har knoklet for at få alt på plads til indvielsen.

Termokanden går rundt.

"Jeg fik en mail her til morgen om, at det var aflyst," siger projektleder ved Favrskov Kommune Christian Nielsen.

"Vi var lige ved at rydde det sidste op."

En af udfordringerne ved anlægget har været den megen regn, som har skyllet mulden i vejkanten ud på vejen.

"Nu bliver den åbnet for trafik lige om lidt, og så kommer der lidt oprydning det næste stykke tid."

Publiceret 12 March 2020 16:00