Centerleder for FrivilligCenter Favrskov, Marie-Cecilie Friis Broundal, da hun stod klar til at sende morgengymnastik live fra sin stue. Privatfoto

Centerleder for FrivilligCenter Favrskov, Marie-Cecilie Friis Broundal, da hun stod klar til at sende morgengymnastik live fra sin stue. Privatfoto

Corona-kreativitet:

Har skabt online mødested - lagde ud med live morgengymnastik

FrivilligCenter Favrskovs opgave er at få flere ind i fællesskaber. Den opgave gælder også, selvom alle fysiske fællesskaber er lukket ned netop nu. Derfor måtte man tænke kreativt

Af
Christina S. Johansen

Fællesskab Da statsminister Mette Frederiksen onsdag aften meddelte, at Danmark lukker ned, sad centerleder for FrivilligCenter Favrskov, Marie-Cecilie Friis Broundal, som mange andre danskere og fulgte med. Og statsministerens budskab satte masser af tanker i gang:

"Jeg fik ondt i maven på vegne af de borgere, som normalt får livsværdi i frivillige fællesskaber. Især selvfølgelig med tanke på vores ensomme og udsatte," siger hun og fortsætter:

"Vi ved fra jul og sommer, hvor mange frivillige tiltag lukker ned, at mange er bange for at blive ensomme. Derfor måtte vi finde en plan b i denne tid."

Det har ført til oprettelsen af Facebook-gruppen 'Mødestedet', hvor alle inviteres til at bidrage med det, de nu har lyst til.

Sender live tre gange dagligt

FrivilligCentret vil desuden tre gange i alle hverdage sende live med forskellige indslag. Fredag morgen lagde Marie-Cecilie Friis Broundal ud med en omgang live morgengymnastik fra sin egen stue:

"Det her er virkelig total plan b, men jeg tænker, at det er bedre end ingenting. Det er jo vores fornemmeste opgave at få flere ind i fællesskaber. Nu håber jeg bare, at mange flere har lyst til at være med. Jo flere vi er, jo flere kan byde ind med ting, og jo mindre sårbart bliver det at melde sig til," siger centerlederen og tilføjer, at tilbuddet er for alle - også de, som normalt får energi af at være frivillige, men nu må blive hjemme.

Mødestedet vil køre, lige så længe behovet er der.

FAKTA

Brug for en snak?

Har man af en eller anden grund behov for en snak, fordi man føler sig utryg ved ikke at kunne komme afsted til frivillige aktiviteter, så kan man kontakte info@frivilligcenterfavrskov.dk, eller man kan ringe til Marie-Cecilie Friis Broundal på telefonnummer 61 799 729.

Publiceret 13 March 2020 11:50